I det fynske folks tjeneste

Fodboldballade i Arena Fyn: Tre betjente på skadestuen - én syet med otte sting

Tre anholdte efter ballade ved KMD Cup i Odense er løsladt igen. Videomateriale skal gennemgås.

00:27

Balladen opstod fredag aften, da Brøndby blev slået ud af KMD Cup. Video: Privat

Fyns Politi oplyser lørdag eftermiddag, at tre politifolk måtte en tur på skadestuen efter optøjerne ved fodboldturneringen KMD Cup fredag aften i Arena Fyn i Odense.

Værst gik det ud over en betjent, som fik et stolesæde i hovedet og måtte sys med otte sting. 

En anden betjent slap lettere fra også at få et stolesæde i hovedet, mens den tredje betjent blev spyttet to gange i øjet, skriver vagtchef Lars Thede, Fyns Politi, på Twitter.

Læs også Se video af fodboldballade: Tre mænd anholdt efter Brøndby-kamp i Odense

Ingen af de tre mænd, som blev anholdt i forbindelse med urolighederne, der opstod efter Brøndby blev slået ud af turneringen, sættes i forbindelse de tre politifolks skader.

- Men der er en del videomateriale, der skal gennemgås i de kommende dage, siger vagtchef Lars Thede.

Lørdag morgen kunne vagtchef Henrik Krøjgaard oplyse, at der i alt har været syv sager om vold mod tjenestemand i funktion.

Volden opstod, da brøndbyfans skubbede sikkerhedshegnene frem mod sikkerhedsvagterne i Arena Fyn.

En person er desuden sigtet for fornærmelig tiltale mod tjenestemand i funktion.

Lørdag morgen og op ad formiddagen blev de tre anholdte løsladt igen.