Første dag for bordenden: Ny direktør på Odense Teater bliver mødt af tomme sale

Odense Teater har i Jacob Schjødt fået en direktør, der kender teatret og tør tage chancer på Store Scene.

Nok var mandag Jacob Schjødts første officielle dag som direktør for Odense Teater, men det er mere end ti år siden, han første gang satte sit præg på de skrå brædder. 

Dengang i 2010 instuerede han en forestilling på Sukkerkogeriet, mens han stadig gik på teaterskolen. Nu har han overtaget styringen med Odense Teater, mens scenerne og stolene står tomme på grund af coronarestriktioner. 

-  Der er en masse usikkerheder, som kan være ret svære at navigere i. Det er en super træls start, for det, som er enhver teaterdirektørs drøm, er jo at komme ind at kigge på en teatersal fyldt med glade publikummer, siger Jacob Schjødt. 

Siden 2012 har han været en del af Odense Teaters faste dramaturgiat, som rådgiver direktøren om, hvilke opsætninger der skal på plakaten. Men fremover sidder han selv for bordenden, når de store beslutninger på teatret skal træffes. 

Nogle af de første beslutninger kommer til at handle om, hvordan coronakrisen kommer til at påvirke forårets program. Håbet er, at det i marts bliver muligt at slå dørene op og lade musikken spille. 

- Vi kan godt gøre det sådan, at publikum føler sig trygge. Men det er klart, for os alle sammen er sådan et host er blevet anderledes, siger Jacob Schjødt.  

Begrænset skuespiltalent 

Allerede som helt ung fik han en spirende interesse for scenekunst, og da han gik i 3. g, instuerede han sin første forestilling. Året inden havde han opdaget, at hans talent som skuespiller var - med egne ord - relativt begrænset.

- Da jeg gik i 2. g, skulle vi lave en musical som skolekomedie, og jeg synger bare ikke særlig godt, og så blev det til en lille rolle. Det kunne jeg ikke rigtig affinde mig med, så jeg tænkte, at der måtte være noget andet for mig, fortæller Jacob Schjødt. 

Siden har han arbejdet sig op i teatermiljøet, først som instruktørassistent, siden som instruktør til nu at være direktør for Odense Teater: 

- Jeg har været instruktørassistent, som meget er den, der går og laver kaffe til de andre. Jeg har virkelig arbejdet mig op derfra, kan man sige. 

Klassikere og mod på Store Scene 

Som Odenses Teaters nye direktør får Jacob Schjødt en række nye opgaver, der blandt andet indebærer ansvaret for det kunstneriske personale. 

Mange af medarbejderne kender han i forvejen fra arbejdet med de otte forestillinger, han siden 2010 har instrueret på teatret. En af dem er Morten Alexandersen, som er snedker på teateret og håber, at jargonen forbliver den samme, selvom Jacob Schjødt nu er direktør.  

- Nu kender vi Jacob fra år tilbage, så nu ved vi, hvad han står for, og det betyder jo lidt, siger han. 

Kunstnerisk har den nye direktør en vision om, at Odense Teater skal kunne rumme det hele. Både de store, kendte klassikere og den nye mere udforskende scenekunst.

quote Når man åbner sæsonkataloget her senere på foråret og ser, hvad man kan komme ind at se på Odense Teater, vil man opleve, at vi også på Store Scene tager nogle chancer

Jacob Schjødt, direktør Odense Teater

- Det gør vi ved at tage nogle af de spændende nye navne ind på teatret, nogle nye instruktører, som vi ikke har set før, som har et nyt blik på verden, et nyt blik på teaterkunsten, siger han. 

Han kan ikke afsløre, hvad den kommende sæson byder på, men han kan sige så meget, at man også på Store Scene vil kunne opleve noget nyt og anderledes. 

- Så jeg tror, at når man åbner sæsonkataloget her senere på foråret og ser, hvad man kan komme ind at se på Odense Teater, vil man opleve, at vi også på Store Scene tager nogle chancer og præsenterer publikum for en anden type teaterkunst end bare klassikerne, siger Jacob Schjødt.