Første letbanevogn vist frem: - Det er jo en milepæl og en festdag

Efter næsten tre måneders forsinkelse kunne Odense Letbane torsdag fremvise den første af i alt 16 letbanevogne. Nu begynder arbejdet med at teste og indrette togsættene.

Snart kan Odense Letbane tage hul på en ny fase i letbaneprojektet.

Med ankomsten af den første af i alt 16 letbanevogne, begynder man nu at kunne teste toget og uddanne det nødvendige personale.

Vognen blev læsset af og vist frem torsdag formiddag på kontrol- og vedligeholdelsescenteret ved Munkebjergvej i Odense. 

Her var både borgmesteren og en tydeligt begejstret ledelse hos Odense Letbane mødt op for at se års skitsearbejde blive sat på skinner.

- Det er jo en festdag, en stor milepæl. Den sjæl, vi har lagt ind i designet, ser vi jo for første gang i fuld live. Så det er en stor dag, siger Mogens Hagelskær, der er administrerende direktør hos Odense letbane.  

Længe undervejs

Vejen til den færdige togvogn har ellers ikke været ligetil for Odense Letbane, der over flere omgange har varslet forsinkelser på projektet. 

Oprindeligt skulle vognen, der blev vist frem i dag, være ankommet i slutningen af november måned sidste år, men sidenhen blev datoen skubbet. 

- Vi skulle have tingene til at passe sammen, og nu blev det jo udskudt, fordi vi kom senere ind på Thomas B. Thriges Gade. Derudover skulle vi være sikre på, at faciliteterne herude var på plads, så det også er forsvarligt, fortæller Mogens Hagelskær. 

Derfor havde dagen også en særlig betydning for borgmester Peter Rahbæk Juel (S), der ser fremvisningen som en markering af, at projektet skrider fremad.

- Det har været en lang fødsel, så det er jo dejligt at se de her ting realisere sig. Der er jo ingen tvivl om, at vi har gået igennem mange anstrengelser som by for at kunne være klar til at kunne tage letbanen i brug, siger han.

Håber på at holde tidsplanen

Foreløbigt mangler de sidste 15 togvogne stadig at blive leveret og testet. Vognene forventes at ankomme løbende henover det næste år, så alle togsæt står klar til åbningen af letbanen i efteråret 2021. 

Med den første vogn i hus, kan Odense Letbane dog allerede begynde de første prøveture ved Hestehaven i Odense inden for en måneds tid. Inden da skal der også monteres stofsæder i vognen.

På trods af tidligere forsinkelser, tror ledelsen i Odense Letbane på, at man vil være i stand til at overholde tidsplanen. 

- Vi følger selvfølgelig tidsplanen tæt, og vi vil blive udfordret på det. Men i øjeblikket er der ikke noget tegn på, at vi ikke skulle kunne holde det, siger Jesper Rasmussen, der er formand i Odense Letbanes bestyrelse.

Se en animation af togene, der skal køre på Odense Letbane.

Oversigt

    Oversigt