Fondspenge til nedgravning af Thomas B. Thriges Gade

Odense kan se frem til at få et trecifret millionbeløb i tilskud fra Fonden Realdania til nedgravning af Thomas B. Thriges Gade i Odense Centrum. Dermed er en total nedgravning kommet et stort skridt nærmere.

Fonden Realdania har gennemgået materialet om en omlægning af det centrale Odense, og i følge borgmester Jan Boye(K) er fonden positiv over for et nærmere samarbejde med Odense Kommune.

- Det er utroligt vigtigt i forhold til at få den rigtige løsning, at Realdania vil være med. Tilsagnet betyder, at jeg indtil videre stiller alle andre initiativer for at finde sponsorer i bero, siger borgmester Jan Boye til Fyens Stiftstidende.

I følge borgmesteren er fonden klar til at skyde et trecifret millionbeløb i byomlægningen, men borgmesteren vil endnu ikke løfte sløret for det præcise beløb Realdania har stillet i udsigt.

Odense Kommune og Fonden skal nu drøfte sagen nærmere på et møde i maj.

Hvis parterne kan blive enige er en total omlægning af Odense Bymidte med en nedgravet tunnel under Thomas B. Thriges Gade er visionen ikke længere økonomisk urealistisk.

Oversigt

    Oversigt