Forældre bryder isolation: Fire børn smittet i Odense-børnehave

I sidste uge blev ansat i Odense-børnehave testet positiv med en muteret coronavariant. Nu er fire børn fra børnehaven smittet med coronavirus.

Coronasmitten breder sig fortsat i Børnehuset Dragen i Odense-bydelen Sanderum. Det sker, efter en medarbejder fredag i sidste uge blev konstateret smittet med en særlig virusmutation.

quote Det, som bekymrer mig allermest, er faktisk, at der er mange, som ikke lader sig isolere i det omfang, som de bør

Mette Scheel-Hincke, børn- og ungeoverlæge i Odense Kommune. 

- Det er enten den sydafrikanske eller den brasilianske. Vi ved det ikke endnu, siger Mette Scheel-Hincke, der er børn- og ungeoverlæge i Odense Kommune. 

Siden er fem personaler smittet, og nu er også fire børn fra børnehaven testet positive.

- Det er en alvorlig situation, hvis vi får spredt de her varianter, for imod de her varianter virker vaccinerne ikke så godt, siger overlægen.

Folk isolerer sig ikke efter retningslinjerne

Mette Scheel-Hincke er dog fortrøstningsfuld. Men hun vil alligevel benytte lejligheden til at komme med en opfordring til at følge retningslinjerne, hvis man er smittet eller nær kontakt.

- Det, som bekymrer mig allermest, er faktisk, at der er mange, som ikke lader sig isolere i det omfang, som de bør i henhold til retningslinjerne. Og det er faktisk den største hurdle lige nu, siger hun.

Odense Kommune har telefonisk kontaktet alle forældre til Børnehuset Dragens børn og opfordret dem til at gå i isolation, indtil de har to negative test.

Flere dage før der er besked

Det er fortsat kun én af de nu ni smittede, som helt sikkert er bekræftet med en af mutationsvarianterne.

quote Det er foruroligende. Jeg synes, det er skræmmende

Liselotte Jørgensen, Dalum

Men der kan dukke flere op i takt med, at de positive coronaprøver undersøges yderligere.

- Nogle gange går der altså flere dage, før vi kan få besked. De sidste er testet i går, og måske er der nogle, der testes i dag og i morgen. Så der går nogle dage, før vi ved besked, siger Mette Scheel-Hincke.

Bekymrede naboer

Der er fundet muterede varianter af coronavirus i både Nyborg og Svendborg. Og det vækker bekymring på gaden, at mutationerne nu også er nået til Odense.

- Det er jo nok den værste frygt, at vi kan ende ud i en cyklus, hvor vi lige når at bekæmpe én udgave af virussen, og så kommer der en ny mutation, siger Patrick Jensen, som bor i Sanderum.

Samme bekymring melder sig hos Liselotte Jørgensen fra Dalum:

- Det er foruroligende. Jeg synes, det er skræmmende.

Ud over ekstraordinære åbningstider i påsken på Odenses eksisterende testscentre, etablerer kommunen fredag og lørdag desuden et midlertidigt testcenter i Dianavængets Beboerhus.

Oversigt

    Oversigt