Den 35-årige kvinde, som Fyns Politi fredag formiddag efterlyste, er med stor sandsynlighed på vej til Aalborg.
Kvinden forsvandt torsdag ved middagstid, efter hun havde været på besøg hos sin søster på Bellisvej i Odense.
Nu oplyser vagtchef Kennth Taanquist, Fyns Politi, at kvinden er set ved banegården i Fredericia.
- Vi har en efterforskning, som viser, at hun er set ved Odense Banegårdcenter ved nitiden, mens et vidne fortæller, at hun senere er set ved banegården i Fredericia, oplyser Kenneth Taanquist.
Alt tyder således på, at kvinden forsøger at komme hjem til Aalborg, hvor hun bor, og efter al sandsynlighed har taget toget fra Odense.
I Fredericia spurgte den 35-årige kvinde om prisen på en taxatur til Aalborg, men hun havde ikke pengene og er ikke set siden.
Kenneth Taanquist fortæller desuden, at vidnet i Fredericia oplyste, at kvinden havde det okay.
Kigger nedad
Ifølge politiet er den efterlyste kvinde 175 centimeter høj og kraftig af bygning. Hun har langt, brunt hår.
Da hun forsvandt var hun iført sort jakke, grå bukser og lyserøde sko.
Ifølge politiet kigger hun altid nedad.
Fyns Politi hører fortsat gerne fra vidner i sagen på telefonnummer 114.