Forsamlingsforbud sænkes til 50:
- Den mest bekymrende situation siden foråret
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Et øget antal smittede i Odense betyder, at forsamlingsforbuddet sænkes til 50 personer. Samtidig anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man begrænser private fester.
19 personer i Odense er siden søndag blevet testet positive for covid-19. I alt er 124 de seneste syv dage testet positive. Det svarer til 60,7 per 100.000 indbyggere.
- Det er den mest bekymrende situation siden foråret, lyder det fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
Derfor skrider sundhedsmyndighederne nu ind med en række restriktioner for Fyns hovedstad, og forsamlingsforbuddet sænkes fra 100 til 50 personer.
Det oplyser man på et pressemøde i Sundheds- og Ældreministeriet, hvor Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) deltager.
Smitten størst blandt unge
Samtidig med, at forsamlingsforbuddet sænkes, bliver nattelivet også pålagt strammere restriktioner. Fra den 9. september skal barer, caféer og restauranter lukke senest klokken 24 i stedet for klokken 2.
- Det er gået stærkt i Odense med smittetallet, og vi kan se, det er størst blandt de unge, siger Peter Rahbæk Juel.
De strammere restriktioner bliver pålagt Odense for at sikre, at smitten ikke spreder sig til andre steder i landet.
Begræns private fester
- Den mere indkapslede smitte i Odense er ved at løsne sig lidt, så der er ved at være samfundssmitte, siger Anette Lykke Petri fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Samtidig opfordrer Sundhedsstyrelsen til, at man genovervejer, om man fortsat skal invitere gæster, hvis man har arrangeret private sammenkomster og fester i nærmeste fremtid.
Alle sociale arrangementer i forbindelse med grundskoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser aflyses, og det anbefaldes, at både private og offentlige arbejdspladser sender flest mulige hjem for at arbejde.