Forsker får kritik af topembedsmand efter udtalelser: - Det er ikke, fordi jeg lader mig skræmme

En professors udtalelse om Odense Kommunes nye forvaltninger, fik topembedsmand til at sende kritisk mail. Og det kan være et problem, mener modtageren.

Efter professor Per Nikolaj Bukh i sidste uge udtalte sig kritisk om Odense Kommunes to nye forvaltninger, tikkede der efterfølgende en uventet mail ind fra af kommunens stadsdirektør, Stefan Birkebjerg.

Han kritiserede professoren for at være unuanceret og at udtale sig uden faktisk viden, som han skulle have indhentet hos kommunen inden interviewet, lød det. 

- Det, synes jeg, er meget usædvanligt. Det er ikke noget, man gør, siger Per Nikolaj Bukh, der er professor i offentlig økonomi ved Aalborg Universitet.

Han kan ikke genkende kritikken og mener, at den form for henvendelse kan virke både skræmmende og intimiderende.

- Det er ikke, fordi jeg lader mig skræmme. Det handler om, hvordan forskere i almindelighed vil opfatte det her, når de bliver kontaktet. Jeg har jo unge og mindre erfarne kolleger, som kan blive skræmt fra at deltage i debatten med deres ekspertviden, siger han.

En skarp og nådesløs vurdering

I forbindelse med offentliggørelsen af de to nye forvaltninger, klima- og miljøforvaltningen og sundhedsforvaltningen, var professorens dom i et interview med TV 2 Fyn, at det er en forringende og fordyrende måde at få mere fokus på de to områder.

Dét var stadsdirektøren ikke enig i, derfor skrev han det, han kalder en pæn og høflig mail. 

- Efter min viden, og som jeg er oplyst, har du ikke søgt eller været i kontakt med Odense Kommune for at få bare et minimum af viden om situationen, inden du giver en meget skarp og nådesløs vurdering. Jeg er overbevist om, at det ville have nuanceret dine udsagn, lyder det blandt andet i mailen.

quote At man skriver en mail, hvor man fortæller, at man er uenig med forskernes vurdering, det er jo sådan set fair nok

Roger Buch, kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Professorens reaktion undrer Stefan Birkebjerg.

- Det var på ingen måde for at være intimiderende. Tværtimod var det en opfordring til professoren om at styrke den offentlige debat. Jeg inviterede ham til en fælles dialog om den fremtidige praksis i den demokratiske dialog, siger han.

- Når man som offentligt betalt professor stiller op som ekspertvidne, synes jeg, at man har en forpligtelse til at bidrage til en oplyst og nuanceret demokratisk debat. Det forekommer mig, at professoren forenklede sine budskaber.

I sin besvarelse af mailen efterspørger professor Per Nikolaj Bukh den faktuelle viden, som han ifølge stadsdirektøren ikke er i besiddelse af. Den vil han få tilsendt, når "det i den kommende proces er udarbejdet", lød det derefter.

- Det er jo en måde, hvor man kan forsøge at skræmme nogen fra at have deres faglige holdning til det her, og det, synes jeg, er problematisk, når der faktisk ikke ligger noget faktuel viden omkring det her, siger Per Nikolaj Bukh.

Mailkorrespondancen mellem stadsdirektør og professor

Flere har følt sig presset

Der en generel tendens til, at kommuner gerne vil styre og kontrollere kommunikationen omkring kommunerne, fortæller Roger Buch, kommunalforsker hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Sidste år afdækkede Berlingske for eksempel, hvordan forskere presses af både embedsmænd og politikere, når de udtaler sig kritisk.

Der er ifølge en undersøgelse fra akademikernes fagforening, DM, flere eksempler på, at forskere har følt sig presset til at ændre forskningsresultater i analyser og rapporter udarbejdet til styrelser og ministerier.

Men Stefan Birkebjerg har ikke gjort noget ulovligt, understreger kommunalforskeren.

- At man skriver en mail, hvor man fortæller, at man er uenig med forskernes vurdering, det er jo sådan set fair nok. Men det er klart, at hvis det får karakter af, at man mere systematisk prøver at presse forskerne til at være forsigtig med overhovedet at udtale sig og presse forskerne til at være bløde og runde i deres vurderinger i stedet for at være kritiske, så er det selvfølgelig et demokratisk problem, siger han.

- Det vil betyde, at den offentlige debat omkring kommunerne vil blive svækket.

Kan udfordre demokratiet

Professoren i økonomiforvaltning Per Nikolaj Bukh har selv oplevet kollegaer trække følehornene til sig.

- Jeg ved, der er mange yngre og mere uerfarne forskere, der afstår fra at deltage i den offentlige debat og nægter at tale med journalister, fordi de er bange for at blive kontaktet af embedsmænd på denne her måde efterfølgende, siger han.

quote Det kunne aldrig falde mig ind at bede en vidensperson om at trække sine udtalelser tilbage

Stefan Birkebjerg, stadsdirektør i Odense Kommune

Og dét kan udfordre demokratiet, hvis forskerne bøjer sig for presset, medgiver Roger Buch.

- Der er det jo vigtigt, at det kommer ud i offentligheden. Det er det bedste, man kan gøre som forsker - at lære kommunerne, at hvis man prøver at lægge pres på forskerne, så er svaret, at de her mails eller telefonopkald eller andet bliver lagt ud i offentligheden, så alle kan se, hvad der foregår, siger han.

Stadsdirektør Stefan Birkebjerg afviser, at hans hensigt har været at få professoren til at ændre sin udtalelse.

- Det kunne aldrig falde mig ind at bede en vidensperson om at trække sine udtalelser tilbage. Jeg påskønner på alle måder, at professorer træder ud og deltager i debatten.


Oversigt

    Oversigt