Forskertrussel rejser tvivl om advokatundersøgelse

Advokatfirmaet Horten fik fra mindst to kilder oplyst, at talskvinde fra foreningen Søstre mod vold og kontrol skulle have truet islamforsker Jesper Petersen.

Der var intet at komme efter. Så klar var konklusionen ifølge foreningen selv og fra borgmesteren i Odense, Peter Rahbæk Juel (S), da en advokatundersøgelse for to uger siden ikke fandt grundlag for at rejse kritik af foreningen.

Men nu kan Radio4 og TV 2 Fyn fortælle, at mindst to kilder – blandt andet islamforsker Jesper Petersen selv - oplyste til advokatundersøgelsen, at han var blevet truet af talskvinden i foreningen Søstre mod vold og kontrol, Kefa Abu Ras.

Alligevel står der intet om den påståede trussel i undersøgelsen, og det rejser ifølge Tommy Hummelmose fra Konservative tvivl om kvaliteten af rapporten.

- Odense Kommune har ikke fået svar på de spørgsmål, som Horten-advokaterne skulle svare på, lyder det fra Tommy Hummelmose (K).

Han bakkes op af Enhedslistens Reza Javid.

- Jeg mener, at Odense Byråd har krav på at vide, at der også har været sådan nogle indberetninger, siger han.

Intet strafbart, ifølge undersøgelse

Det var advokatfirmaet Horten, der stod for undersøgelsen. Den var bestilt af Odense Kommune for at afdække, om der var hold i en række beskyldninger mod Søstre mod vold og kontrol. Foreningen en væsentlig samarbejdspartner til Odense Kommunes kamp mod negativ social kontrol, blandt andet i Vollsmose.

Da rapporten lå færdig i slutningen af april konkluderede den, at beskyldningerne om blandt andet pres og udelukkelse ikke var lovstridige - at der med andre ord ikke var foregået noget strafbart.

Men selvom rapporten altså ikke inddrog den påståede trussel mod Jesper Petersen til trods for, at advokaterne havde mulighed for det i deres opgavebeskrivelse, så har borgmester Peter Rahbæk Juel stadig fuld tillid til undersøgelsen.

Borgmesteren ønsker ikke at stille op til et mundtligt interview, men skriver i et svar:

- Jeg har fuld tillid til Hortens arbejde herunder deres vurdering af, hvilke oplysninger de har vurderet, har været relevante at inddrage i den skriftlige undersøgelse, skriver han.

I et svar til Radio4 skriver Horten, at de ikke kommenterer på kritikken, da dele af undersøgelsen er omfattet af fortrolighed.  

Du kan høre podcasten fra Radio4 Undersøger her. 

Hvis du vil læse flere artikler om sagen, så har TV 2 Fyn tidligere skrevet om blandt andet advokatundersøgelsen.

Oversigt

    Oversigt