Forskningsgrise grilles: Hvilken smager bedst - underviser overrasket

Elever på Kold College har opdrættet grise i forskningens navn for at finde ud af, om der er forskel på stald- og frilandsgrise. Resultatet overraskede både elever og faglærere.

En gennemsnitlig dansker spiser 52 kilo kød om året. 66 procent er svinekød. 

Derfor har eleverne på Kold College i Odense sat sig for at undersøge, om der kan smages forskel på kødet afhængigt af, hvordan grisene er opdrættet. 

- Lige nu er man meget fokuseret på, hvor meget kød vi skal spise. Derfor bliver eleverne også optaget af, om det smager godt. Skal vi i virkeligheden have mere kvalitet ind i kødet, så det vi serverer, omend det er mindre portioner, har noget mere smag og aroma, spørger Morten Christenen, der er gastrofysiker på UCL.

Eksperimentet er et samarbejde mellem skolens landbrugselever og kokkeelever. På jordbrugsafdelingen har eleverne opdrættet sortbrogede grise og yorkshire grise - en af hver i stald og en af hver på friland.

Nu er grisene tilberedt af skolens kokkeelever. Med marinade på en kulgrill, og den søde duft af grillet gris siver rundt i luften.

Kokkeelevens favorit

Kokkeeleven Pierre Sørensen har en favorit, men det endelige resultat er ikke nær så entydigt. 

- Min favorit er sortbroget friland. Jeg syntes, den var mager og saftig. Det var lækkert. Det kunne jeg godt lide, fortæller han.

Pierre Sørensen er ved at uddanne sig til kok på Kold College.
Pierre Sørensen er ved at uddanne sig til kok på Kold College.
Foto: Morten Albek

Bag grillen står Pierre Sørensen og bag ham står faglærer Peter Skotting.

- Jeg havde faktisk forventet, der havde været en større forskel på resultatet. Vi kan se, at det ligger tæt. Men det er overvejende dem, der har været på friland, der har fået højest score, fortæller Peter Skotting, der også har en forklaring på, hvorfor frilandsgrisene snupper en marginal føring.

- Det er nogle grise, der har fået lov til at bevæge sig noget mere. Hvis der så er noget mere bindevæv i kødet, kan det give en større smagsfylde, siger han.