Fra grim ælling til smuk svane: Skotter køber ikonisk bygning til en værdi af en halv milliard

I over et årti forfaldt den gamle Cinemaxx-bygning på hjørnet af Rugårdsvej, inden den blev revet ned. Nu har den nye bygning fået nye skotske ejere. 

Ejendommen på hjørnet af Rugårdsvej og Vestre Stationsvej i Odense har fået nye ejere.

Det er den britiske kapitalforvalter Aberdeen Standard Investments, der har hovedsæde i Skotland, som har købt bygningen på 25.000 kvadratmeter. Ejendommen vurderes til at have en værdi af 450 millioner kroner, men salgsprisen oplyses ikke. Det skriver Ejendomswatch

Sådan så bygningen ud i 2014, hvor den havde stået i forfald i mere end et årti. 
Sådan så bygningen ud i 2014, hvor den havde stået i forfald i mere end et årti. 

- Vi er meget tilfredse med vores gode samarbejde med Reitan Ejendomsudvikling om at udvikle ejendommen fra at være en af Odenses problembørn til i dag at huse både et sundt forretningsliv og små boliger til unge studerende, hvilket er med til at gøre den til et stærkt aktiv i byen, siger Thomas Riise-Jakobsen, der har været med til at sælge ejendommen for den nordiske ejendomsudvikler- og investor Nrep. 

Mislykket biografcenter

Stedet er mest kendt for at huse en mislykket satsning med et stort biografcenter i 2001, og i årevis herefter stod Cinemaxx-bygningen tom på en af Odenses mest centrale placeringer. I 2015 blev den oprindelige ejendom revet ned.

Nrep og Reitan Ejendomsudvikling opførte den nuværende bygning, som huser blandt andet Rema 1000, Lagkagehuset og Fitness DK.

Aberdeen Standard Investments glæder sig over bygningens centrale placering i Odense.

- Det er en ejendom i høj kvalitet og med en attraktiv størrelse boliger samt snart også med ny letbane foran døren, siger Andreas Hjortholt, der er transaktionschef hos kapitalforvalteren.