Fra idé til international succes: Crowdfunding sætter skub i legetøjseventyr

Kristian Sidelmann og Rasmus Fiil Svarrer står bag den fynske virksomhed FableWood. Trælegetøj, der er gået fra idé til virkelighed via crowdfunding.

Kristian Sidelmann kan ikke lade være med at smile, når han leger med de trædyr, han fik ideen til for tre år siden, da han legede med Lego med sin etårige datter.

- Legen blev meget hurtigt betinget af, at det var mig, der skulle samle klodserne, og hun kunne lige præcis skille dem ad. Hun var kun ét år, så hun havde begrænset motorik i hænderne, fortæller Kristian Sidelmann.

Det blev begyndelsen til trælegetøjet Fablewood. Magneter, gemt inde i træfigurerne, der gør, at de er nemme at samle og skille ad på mange forskellige måder.

Kristian Sidelmann præsenterede sin ide for Rasmus Fiil Svarrer, han har læst sammen med på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), der straks så potentialet.

- Da Kristian viser mig de første spæde skitser, det er ikke engang en prototype, er jeg helt vild lige fra start. Jeg synes, det er den fedeste idé, og jeg kan nærmest ikke forstå, at det ikke allerede findes. Så jeg tænker bare: Det skal der gøres noget ved, siger Rasmus Fiil Svarrer.

quote Da Kristian viser mig de første spæde skitser, det er ikke engang en prototype, er jeg helt vild lige fra start af. Jeg synes, det er den fedeste idé, og jeg kan nærmest ikke forstå, at det ikke allerede findes. Så jeg tænker bare: Det skal der gøres noget ved.

Rasmus Fiil Svarrer, FableWood

Crowdfundede sig i gang

Men i stedet for at låne et større beløb til at starte virksomhed for, besluttede de sig for at crowdfunde projektet.

Crowfunding går ud på, at man rejser penge til sin ide, typisk på nettet, så man ikke er afhængig af, at banken synes om ideen.

Og det skulle vise sig at være en god beslutning for Kristian Sidelmann og Rasmus Fiil Svarrer, der i dag driver start up-virksomheden FableWood med kontor på havnen i Odense.

- På en måned, i februar sidste år, fik vi rejst små 400.000 kroner til at sætte det (FableWood, red.) i produktion. Og så var det virkelig bekræftet, at vi har et produkt som folk gerne vil have. Og hvad endnu vigtigere er, så har vi faktisk penge til at sætte det i produktion, uden at vi behøver være nede i banken og lægge den store risiko selv, hvis det nu ikke bliver afsat, siger Kristian Sidelmann.

International interesse

Men Fablewood ér blevet afsat. 

- Vi har solgt til USA, Singapore, siger Rasmus Fiil Svarrer.

- Portugal, store dele af Asien, Japan, Taiwan, supplerer Kristian Sidelmann.

- Rundt omkring i verden får folk nys om det her og hopper med, siger Rasmus Fiil Svarrer.

quote - Der er stor interesse, så vi tænker, at det her ikke bare er et lille hyggeprojekt. Det her har internationalt potentiale, som vi bare skal have indfriet.

Kristian Sidelmann, FableWood

380.000 på fem dage

I anden crowdfunding-runde har de indsamlet over 380.000 kroner på kun fem dage. Det giver næring til drømmen om at blive endnu større.

- Der er stor interesse, så vi tænker, at det her ikke bare er et lille hyggeprojekt. Det her har internationalt potentiale, som vi bare skal have indfriet, siger Kristian Sidelmann.

- Vi skal da være verdensomspændende og udbrede dansk designlegetøj til hele verden. Det skal da være millioner, der skal rulle ind, smiler Rasmus Fiil Svarrer.

FableWoods anden crowfunding-runde er ikke slut endnu. Du kan læse mere om FableWood og se video om produkterne her.

Se indslaget med Kristian Sidelmann og Rasmus Fiil Svarrer her
Fotograf: Mikkel Skov Svendsen

 

Oversigt

    Oversigt