Fra Odense til Amerika: Nu ruller Torben Iversen over skærmen på CNN

Lørdag har CNN premiere på et nyt afsnit af rejseprogrammet "Quest's World of Wonder", hvor det amerikanske rejseprogram besøger Danmark. Her kommer CNN også forbi Odense og Torben Iversen fra H.C. Andersen Paraden.

Der blev sunget sange, spillet skuespil og fortalt historier, da Torben Iversen i rollen som H.C. Andersen tog den amerikanske journalist Richard Quest på tur rundt i Odense.

Nu kommer turen og Torbens Iversens fortællinger ud til flere millioner seere, når der på lørdag er premiere på et nyt afsnit af "Quest's World of Wonder" på den store amerikanske tv-kanal CNN. 

I afsnittet tager den kendte Richard Quest på tur rundt i Danmark, hvor han også besøger fortællingernes hovedstad. 

For den odenseanske Torben Iversen, der er skuespiller og grundlægger af HC Andersen Paraden, er det dog langt fra nyt at se sit ansigt poppe op på tv-skærmen. 

Som byens H.C. Andersen-erstatning har han været med i mange udenlandske programmer gennem tiden.

- For mig var det ikke anderledes end alle de mange gange, jeg tidligere har lavet rejseprogrammer over de seneste 35 år. Jeg kunne godt mærke, at studieværten var højt profileret, men vi havde en fest sammen ham og jeg, fortæller Torben Iversen. 

Richard Quest sang og spillede med på legene, da Torben Iversen tog ham med på optog gennem byen.
Richard Quest sang og spillede med på legene, da Torben Iversen tog ham med på optog gennem byen.
Foto: Morten Albek


Et link sammen

På nuværende tidspunkt er Torben Iversen ikke sikker på, om han kan og skal se rejseprogrammet lørdag aften. Han ved dog, at han glæder sig til at se folks reaktion.

- Jeg synes ikke, det er så sjovt at se ting, jeg har været med i. Jeg tænker ofte på, hvad jeg kunne have gjort bedre. Det er sjovere at se, hvordan de mennesker, der ser det, reagerer. Og der er det jo spændende med det her CNN-program, fordi de har et rigtig stort publikum, forklarer han.

Ifølge Torben Iversen har han kunnet mærke, at mange turister har fået en mere personlig oplevelse ud af at besøge Odense, når de har set ham i tv inden. Og netop det at kunne få folk til Danmark for at genopleve eventyrene, betyder meget for den garvede skuespiller. 

 - Det fantastiske for mig er, at det, jeg laver, kan spredes ud i verden som ringe i vandet gennem tv, siger Torben Iversen og fortsætter. 

- Der kommer kinesere, tyskere og andre turister, hvor vi nærmest allerede kender hinanden. Og det synes jeg er sjovt, fordi det netop viser, at det, vi gør, dur til noget. At folk får lyst til at komme og opleve H.C. Andersen på grund af det, de har set.

Her kan du se programmet

Oversigt

    Oversigt