Fra tavs borgmester til rasende rådmænd: Byggeskandale mødt med overraskelse, raseri - og stilhed

Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) har igennem årene arbejdet for ordentlige løn- og arbejdsvilkår i byggebranchen og peget på behovet for kædeansvar, men ønsker ikke at kommentere skandalen i den fynske byggebranche.

- Stiller vi ikke krav om ordentlige løn- og arbejdsforhold og sikrer os mulighed for at kontrollere det, så hjælper vi de virksomheder, der dumper.

Sådan lød det i 2013, da den nuværende borgmester og daværende rådmand, Peter Rahbæk Juel (S), kunne meddele, at man i Odense Kommune ville indføre kædeansvar, så overordnede entreprenører kunne gøres ansvarlige for underentreprenørers lovbrud.

I forbindelse med skandalen om den bedrageridømte Osman Celiks firmaer og samarbejdet med formanden for den fynske byggebranche, Dan Virkelyst Johansen, på flere store byggerier i Odense, har Peter Rahbæk Juel dog ingen kommentarer.

- Borgmesteren takker nej til interview, lyder det fra borgmesterforvaltningen, der også afviser, at Peter Rahbæk Juel vil forholde sig generelt til spørgsmålet om indførelsen af kædeansvar uden for det kommunale regi.

Mens borgmesteren altså ikke ønsker at kommentere skandalen, er tilgangen en anden hos flere andre rådmænd og politikere i byrådet.

Rådmændene Brian Dybro (SF) og Søren Windell (K) og Enhedslistens Reza Javid vil blandt andre gerne forholde sig til sagen.

quote Sagen viser meget tydeligt, at vi er nødt til at få kigget på nogle andre metoder til at stoppe sådan nogle svindlerfirmaer.

Søren Windell (K), by- og kulturrådmand, Odense

- Jeg blev rasende, da jeg læste om sådan nogle fuskere og banditter, der jo helt åbenlyst bruger underbetalt, udenlandsk arbejdskraft, som han indlogerer under kummerlige forhold og generelt er truende og intimiderende. Det skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at bekæmpe og komme til livs, så de ikke presser de ordentligt og lovlydige firmaer ud med de lave priser, som de kan give, siger Brian Dybro, mens Søren Windell peger på, at han blev overrasket over omfanget af snyd og svindel i forbindelse med sagen.

- Jeg må sige, at jeg blev noget målløs, da jeg kunne læse om, hvor planlagt og skruppelløst det var, og hvor omfattende man har misbrugt det tillidsbaserede system, vi har i Danmark. Det virker jo til, at man har med en mand at gøre, som er blevet dømt i Tyskland og så har fundet nye jagtmarker i Danmark, siger Søren Windell, der mener, at sagen har afsløret et behov for at skærpe kontrollen:

- Sagen viser meget tydeligt, at vi er nødt til at få kigget på nogle andre metoder til at stoppe sådan nogle svindlerfirmaer. Det kunne være, at man skulle genindføre revisorpligten, så man har en autoriseret revisor, som kan hjælpe myndighederne. Et eller andet skal vi gøre.

Sætter branchen i dårligt lys

Reza Javid (EL) blev mest overrasket over, at man i det velrenommerede firma LH Gulve valgte at overhøre 3F’s advarsler om Osman Celiks firmaer.

- Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, når en virksomhed tillader sig at handle med et så mistænkeligt firma, selvom man flere gange er blevet advaret om det. Det må jo betyde, at man er ligeglad med social dumping og de forhold, som medarbejderne bliver budt, siger Reza Javid og fortsætter:

- Det bliver jo så endnu mere problematisk, når man repræsenterer hele byggebranchen på Fyn, som man uundgåeligt kommer til at sætte i et dårligt lys.

Byggebranchen må selv reagere

Formanden for DI Fyn, Poul Strandmark, udtrykte tirsdag fuld tillid til Dan Virkelyst Johansen og pegede dels på, at der ikke var noget juridisk angribeligt i sagen og dels på at ”moral er elastik i metermål”.

Hverken Brian Dybro, Reza Javid eller Søren Windell vil forholde sig til, om Dan Virkelyst Johansen bør fortsætte på sine tillidsposter i Dansk Industri, hvor han udover at være formand for den fynske byggebranche er næstformand i den overordnede bestyrelse for DI Fyn.

Politikerne køber dog ikke Dan Virkelyst Johansens forklaring om, at han ikke har kunnet gøre mere i sagen, efter at Osman Celiks firmaer havde fremvist cvr- og momsregistrering og en tiltrådt overenskomst.

- Det er en sag, hvor man gentagne gange bliver advaret om omfattende problemer. Der må man da som minimum få undersøgt tingene nærmere og i sidste ende få sparket dem ud på røv og albuer, siger Brian Dybro.

- Som rådmand har jeg ikke nogen indflydelse eller holdning til, hvem den fynske byggebranche udvælger som deres fremmeste repræsentant. Det må man ordne internt. Rent privat har jeg selvfølgelig en holdning til det, siger Søren Windell uden at ville uddybe, hvad hans personlige holdning er.

Reza Javid mener, at flere fra byggebranchen bør sige fra.

- Det må være op til branchen, om han (Dan Virkelyst Johansen, red.) kan fortsætte som formand. Jeg er glad for, at en del af branchen allerede har sagt fra, men så gerne, at flere stillede sig frem med deres syn på sådan en sag her. Når man repræsenterer den danske model, kan man ikke tillade sig at fralægge sig ansvaret og sige, at man ikke har kunnet gøre mere. Selvfølgelig har man kunnet det, siger han.

Har Osman arbejdet for kommunen?

Venstres rådmand Christoffer Lilleholt ønsker ligesom Peter Rahbæk Juel heller ikke at kommentere sagen på nuværende tidspunkt. Han vil afvente en redegørelse, som både han og Søren Windell har bedt om.

Den skal afdække, om Osman Celik har arbejdet for Odense Kommune igennem Dan Virkelund Johansens firma LH Gulve.

- Jeg har bedt forvaltningen om at få afdækket, om de har arbejdet for Odense Kommune, siger Søren Windell og understreger:

- Gerne hurtigst muligt.

Oversigt

    Oversigt