Frank og Dorit bor ved den støjende letbane: - Det er frygteligt, for de har jo ikke rigtig troet på os

Frank og Dorit Christiansen bor på Vestre Stationsvej, som er et af de områder, der er hårdt ramt af støj fra letbanen. De håber, der kan gøres noget nu.

Letbanen buldrer forbi og sender hvinende støj og rystelser ind i Frank og Dorit Christiansens hjem på Vestre Stationsvej, der har indgang helt op til letbanesporene. 

De har flere gange forsøgt at fortælle Odense Letbane, at togene larmer for meget, men hver gang er de blevet mødt af benægtelser.

Onsdag blev nye kontrolmålinger af Odense Letbane offentliggjort af rådgivningsfirmaet Cowi. Rapporten viser markante og gentagne overskridelser af de tilladte støj- og vibrationsniveauer, i særlig grad på Vestre Stationsvej.

- Det har været frygteligt, for de har jo ikke rigtig troet på os, siger Dorit Christiansen om de nye målinger. 

Frank Christiansen mener, at der har været langt flere klager end de 140, som medierne har beskrevet.
Frank Christiansen mener, at der har været langt flere klager end de 140, som medierne har beskrevet.
Foto: Alex Syrik

Pas på porcelænet

Når letbanen kører forbi parrets hjem, får det hele huset til at vibrere.

- Vi har en dør med glas i, der står og vibrerer, og vi skal passe godt på med porcelænet. Vindueskarmene kan også hoppe lidt, og vi har været ude for, at radiatoren flyttede sig og ramte ind i væggen, fortæller Dorit Christiansen.

Målingerne i rapporten viser, at støjgenerne er størst på Vestre Stationsvej, Østre Stationsvej, Stadionvej og Nyborgvej. Op mod 100 procent af afgangene overskrider de vejledende grænseværdier i aften- og nattetimerne. 

Og den markante støj udgør en decideret sundhedsrisiko. 

- Der er påvist sammenhæng mellem støjpåvirkning og hjertekarsygdomme, sukkersyge, slagtilfælde. Støj skal betegnes som en helbredsrisiko på lige fod med andre påvirkninger som for eksempel luftforurening, forklarer overlæge og ekspert i støj, Jesper Hvaas Schmidt.

- Hovedet kan vænne sig til det, men det kan kroppen ikke, siger Dorit Christiansen og bliver bakket op af sin mand.

- Det kan skabe sygdom, og det er ikke så rart at tænke på, siger Frank Christiansen.

Kræver erstatning

Frank og Dorit Christiansen har boet i huset på Vestre Stationsvej i mange år, og de er kede af, at det til tider er så uudholdeligt at være i hjemmet.

Ifølge bestyrelsesformand for Odense Letbane kommer der til at gå i hvert fald et år, før der bliver rettet op på støjen.

Selvom et år er lang tid, så er Frank og Dorit Christiansen fortrøstningsfulde.

Der er ikke langt fra Frank og Dorit Christiansens lejlighed ud til letbaneskinnerne.
Der er ikke langt fra Frank og Dorit Christiansens lejlighed ud til letbaneskinnerne.
Foto: Alex Syrik

- Vi vil kæmpe for at blive boende og for at få erstatning. Bliver problemet løst, har vi ikke noget problem i at bo her, men ellers kommer vi til at kræve erstatning. For der vil jo være et værditab på ejendommen, påpeger Frank Christiansen.

For en uge siden overnattede flere af de odenseanske politikere hos de støjplagede naboer, for selv at mærke rystelserne. Det fik By- og Kulturrådmand Søren Windell (K) til at foreslå genhusning.




Oversigt

    Oversigt