Frisør i kamp med tiden: - Det er jo forståeligt nok med de smittetal

Søndag var sidste dag for at få ordnet hår hår hos frisøren. Frisør René Ingildsen tror ikke på, at han får lov til at åbne sin salon 3. januar.

quote Der er nogen, der bliver nødt til at vente med at få ordnet hår til næste år

René Ingildsen, frisør, Salon Søndergade

Frisørerne over hele Fyn var hurtige til at tage saksen i den anden hånd, da statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag klokken 18 tonede frem på de danske tv-skærme og varslede lukning af de liberale erhverv.

Lukningen ramte således frisørerne, som fra i morgen mandag og frem til 3. januar ikke må have kunder i butikkerne.

Så i stedet for at holde weekend er der blevet klippet på overtid for, at få kundernes julefrisurer på plads.

- Jeg tænkte, at nu fik jeg nogle lange dage, men der ud over, så tænkte jeg, at det egentlig var okay, fortæller René Ingildsen.

Han har klippet løs i Salon Søndergade i Odense i takt med, at tiden er ved at løbe ud. Og han er helt indforstået med, at det eneste som må holde åbent fra midnat er fødevareforretninger og apoteker.

- Det er jo forståeligt nok med de smittetal, siger han og tilføjer, at det så betyder, at frisørerne får en lidt længere juleferie.

- Men det betyder også, at der er nogen, der bliver nødt til at vente med at få ordnet hår til næste år. Det kan vi ikke gøre noget ved, siger han.

Nu kender vi situationen

I modsætning til forårets nedlukning tager René Ingildsen den nye nedlukning med sindsro.

- Vi kommer til at gå glip af lidt omsætning. Det må vi tage med. Desværre.

- I foråret kendte vi kke situationen. Det var der ingen af os, der gjorde. Der var vi selvfølgelig påvirket, da det skete. Nu kender vi situationen, og vi ved, hvordan vi skal forholde os.

Til gengæld tror René Ingildsen ikke på, at han den 3. januar bare kan slå dørene op og lukke kunderne ind igen.

- Jeg er bange for, at smittetallet ikke falder nok til, at vi får lov at åbne op så hurtigt. Slet ikke når der kommer en jul, hvor vi jo alle sammen gerne vil se vores familie.

Inden søndagen er omme regner René Ingildsen med, at have nået alle de kunder, der skulle have ordnet hår inden jul, men alle tider mellem den 25. december og 3. januar er aflyst.

Oversigt

    Oversigt