Frivillig vaccine eller ej? Anne-Louise sagde ja på grund af sclerose og genåbning

Genåbning og Anne-Louises sclerose gjorde, at hun valgte at få en af de frivillige vacciner. Men hvad skal du være opmærksom på, hvis du overvejer det?

Genåbning og færre restriktioner har været længe ventet for mange. Men ikke for Anne-Louise Witek på 29.

- Jeg har været enormt bange og utryg i forbindelse med, at vi lukker så meget op, når der stadig er mange syge mennesker bag i køen, fortæller hun.

Selv er Anne-Louise en af dem. Hun har sclerose. Samtidig er hun en af dem, der er bagerst i vaccinekøen i og med, at hun først skal vaccineres sammen med de 30-34 årige. 

quote I takt med, at der bliver lukket mere op, så følte jeg bare, at den vaccine var en hurtig udvej

Anne-Louise Witek, fleksjobber, Odense

Sclerose i sig selv giver nemlig ikke en forlomme, da det ikke vurderes, at det i sig selv højner risikoen for et alvorligt forløb med corona. Alligevel var Anne-Louise utryg.

- Jeg får hvert år brev om, at jeg skal huske at få min influenzavaccine, fordi jeg kan blive ramt hårdere. Så derfor er jeg da også bange for at blive ramt hårdere af corona.

Derfor tog hun beslutningen om at sige ja til Johnson & Johnson-vaccinen, selvom hun var meget i tvivl.

- Det er da en helt vildt svær beslutning.

Den frivillige tilvalgsordning

Forvirring er forståelig

Og der er ikke noget at sige til, hvis man er forvirret over de frivillige vacciner. Det fortæller Casper Falster, der er læge og PhD-studerende ved OUH.

I Danmark er vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson & Johnson ikke en del af det generelle vaccinationsprogram på grund af sjældne, men alvorlige bivirkninger. 

I andre lande gør man dog stadig brug af vaccinerne, fordi Det Europæiske Lægemiddelagentur har vurderet, at fordelene ved dem er højere end risiciene, fortæller han. Det er også grunden til, at der er lavet en frivillig tilvalgsordning i Danmark.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Forskel ligger i effektivitet og bivirkninger

Men hvad er fordelene og ulemperne ved de frivillige vacciner?

Det åbenlyse er selvfølgelig, at man ikke skal vente til det er ens tur i det generelle vaccinationsprogram. Der er dog nogle områder og ulemper, hvor vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson & Johnson adskiller sig fra Pfizer/BioNTech og Moderna, som er en del af vaccinationsprogrammet.

quote - Det vigtigste er, at man er afklaret og har sat sig ind i det

Casper Falster, læge og PhD-studerende, lungemed., OUH

- Pfizer og Modernas er over 90 procent effektive. AstraZeneca har en effektivitet på 60 procent, og Johnson & Johnson har en effektivitet på 67 procent, fortæller han.

Derudover er der risiko for bivirkninger, som kan give blodpropper og blødning i hud og slimhinder.

- Det er et alvorligt sygdomsbillede, men heldigvis er det ret sjældent, fortæller Casper Falster.

Håber på ro

Bivirkningerne har da også skabt bekymringer for Anne-Louise. For selvom hun nu er mere beskyttet mod et alvorligt forløb med corona, er hun utryg ved, om hun kan få en af de - omend sjældne, men alvorlige - bivirkninger. Hun håber dog, at vaccinen kan dæmpe bekymringerne.

- Jeg håber, det kan give noget ro, fortæller hun.

Overvejer du at tage en af de frivillige vacciner? Så har Casper Falster et råd.

- Det vigtigste er, at man er afklaret og har sat sig ind i det og får en samtale med en læge, så man tager en beslutning på det mest velinformerede grundlag, fortæller han.

Du kan høre mere om fordele og ulemper ved de frivillige vacciner i videoen herunder.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.