Frontalt sammenstød: To personer kørt til OUH

To biler er onsdag morgen kørt frontalt sammen på en motorvejsbro ved Odense. To personer er kørt til OUH.

Der har været et voldsomt trafikuheld onsdag morgen på motorvejsbroen ved Hvilehøjvej syd for Odense. To personbiler er kørt frontalt sammen. 

Meldingen om uheldet kom klokken 7.58 onsdag morgen, og kort efter var Fyns Politi og Beredskab Fyn tilstede ved uheldet.

De to personer, der var involveret i trafikuheldet, er blevet kørt til Odense Universitetshospital.

- Jeg kan ikke sige det helt store om skaderne lige nu. Den første melding fra ulykken var, at skaderne ikke er livstruende, siger Anders Furbo Therkeldsen, vagtchef ved Fyns Politi

Ifølge Fyns Politi skyldes uheldet formentlig glatføre. En af personerne er fastklemt, da redningsmandskabet kommer frem til uheldet.

- Derfor er vi nødt til at klippe taget af den ene bil, for at få bilisten ud, fortæller Anders Furbo Therkeldsen. 

Vejen var efter ulykken spærret i et stykke tid, men Beredskab Fyn har ryddet op, og der er igen fri passage på Hvilehøjvej.

Oversigt

    Oversigt