Fyens Væddeløbsbane genåbner: Væddeløbsheste skal dyste uden publikum

Væddeløbsbanen i Odense har fået grønt lys til at åbne for hestevæddeløb uden publikum.

Snart kan væddeløbshestene få grus under hovene i Odense igen.

Fyens Væddeløbsbane har nemlig fået lov til at køre løb igen fra første maj. Dog bliver det i starten uden publikum.

- Odense Kommune har sagt ok, vi skal blot overholde alle de forholdsregler og restriktioner, der er givet, fortæller direktør for Fyens Væddeløbsbane Annette Lylover Jensen til TV 2/Fyn.

Flere steder i landet har allerede åbnet for væddeløb. Aalborg åbnede mandag, Charlottenlund åbner torsdag, og snart kommer turen til Fyn.

Corona-krisen har, som mange andre steder i samfundet, betydet at Fyens Væddeløbsbane ikke har haft indtægt. Heldigvis har de på væddeløbsbanen i Odense et stort sponsornetværk, der har holdt hånden under dem.

- De har ikke krævet at sponsorater skulle tilbagebetales. De hjælper og støtter os, og de har sagt, hvis vi kommer i pengenød, skal vi kontakte dem, siger Annette Lylover Jensen.

Hårdt for trænere

Derfor har krisen ikke ramt selve forretningen bag Fyens Væddeløbsbane. Til gengæld har den ramt de trænere, der er tilknyttet væddeløbsbanen. Det er dem, der enten rider på hestene eller kører i vogn bagved, alt efter om det er galop eller trav. 

- Hvis det var blevet ved med at være lukket, så var vi nødt til at hjælpe dem. For de har ingen indtægt haft, siger Annette Lylover Jensen og fortsætter.

- Der er ikke nogen hjælpepakker de kan søge, overhovedet. 

Direktøren fortæller, at Fyens Væddeløbsbane er dybt afhængig af at have gode trænere. Derfor er direktøren glad for, at der igen kan køres løb i Odense, så de trænere, der har licens på Fyn, igen kan konkurrere om præmiepenge.

- Det er afgørende for hele hestevæddeløbsbranchen i hele landet, siger Annette Lylover Jensen.

Heste ryger til Sverige

Udover præmiepenge, tjener trænerne på at blive hyret ind af heste-ejere til at træne heste og deltage i hestevæddeløb. Mens væddeløbsbanen i Odense har været lukket ned, har heste-ejerne ikke kunne tjene på hestene, og de har udelukkende været en udgift.

Derfor har mange heste-ejere flyttet deres heste til Sverige, hvor der ikke har været corona-lukket. Efter genåbningen blev annonceret, er flytningen af heste stoppet.

- Nogen har stoppet med at flytte hestene, siger Annette Lylover Jensen og fortsætter.

- I 14 dage har jeg, om aftenen efter mit normale arbejde, siddet og ringet rundt, for at få stoppet den strøm af hesteejere, der er flygtet til Sverige og svenske trænere.

Uvist hvornår publikum kan komme igen

Annette Lylover Jensen kan ikke sige noget om, hvornår Fyens Væddeløbsbane åbner op for publikum. De afventer yderligere information om retningslinjer fra sundhedsmyndighederne. 

- Hvis vi bare kunne få lidt ind. Men det er der ikke åbnet op for endnu, siger direktøren.

Oversigt

    Oversigt