Fynbo løber sig til DM-titel i maraton: - Det er så stort og surrealistisk

Det er første gang i 30 år, at en fynbo vinder danmarksmesterskaberne på maratondistancen.

2.17,21 timer.

Så lang tid tog det fynboen Andreas Lommer at passere målstregen efter 42,195 kilometer ved Copenhagen Marathon søndag. 

Dermed var Andreas Lommer den allerførste dansker til at nå først i mål, og det betyder, at en fynbo for første gang i 30 år er danmarksmester i maratonløb. I 1992 vandt den fynske løber Helge Gommesen i Aarhus.

- Det er så stort og surrealistisk. Jeg havde virkelig ikke regnet med det, siger en glad Andreas Lommer ovenpå resultatet.

Det internationale løb Copenhagen Marathon er i 2022 nemlig vært for de danske mesterskaber på maratondistancen i både seniorklassen, individuelt og hold samt U23. Det gælder aktive medlemmer af en løbe- og atletikklub.

Her havde Andreas Lommer søndag formiddag kridtet skoene sammen med omkring 12.000 maratonløbere fra hele verden for at løbe i de københavnske gader.

Til daglig løber Andreas Lommer hos Odense Atletik, men det var hans allerførste danske mesterskab udendørs. Her kom den nye titel som danmarksmester bag på den 30-årige odenseaner. 

- Jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg skal fejre det lige nu. Jeg skal være sammen med min kone, søn og nyfødte datter. Vi må se, hvad der sker, siger han.

En lettet Andreas Lommer efter at have passeret målstregen på 2.17,21 timer som den første dansker.
En lettet Andreas Lommer efter at have passeret målstregen på 2.17,21 timer som den første dansker.
Foto: Henrik Lund Jensen, Odense Atletik

Til trods for at Andreas Lommer var Danmarks hurtigste mand i maratonløb, så slog han ikke rekordtiden på Copenhagen Marathon hos mændene.

Her endte Berhane Tsegay fra Eritrea med at kunne kalde sig ny indehaver af rekordtiden i Copenhagen Marathon hos mændene med en tid på 2.08,21 timer, skriver Ritzau.

Andreas Lommer fik en placering som nummer 12 i dagens løb. 

Løb efter EM-kvalifikation

For Andreas Lommer var søndagens primære fokus dog at løbe efter kvalifikationskravet til EM i maraton i den tyske by München til sommer. Et tidskrav på 2.14,30 timer. 

- Løbet i København er andet skud i bøssen. Jeg løb ved Rotterdam Marathon i april for at nå kvalifikationen, og her lykkedes det mig ikke. Derfor tænkte jeg, at jeg ville give det et skud mere, og det kom i stand for et par dage siden, fortæller han.

- Her i København var jeg dog tre minutter efter EM-kravet. 

Det blev dog til en personlig rekord for fynboen, selvom ej heller lykkedes ham at nå kravet om EM til løbet i den danske hovedstad.

Men det gør ham ikke mindre begejstret for sin DM-titel.

- Jeg er den hurtigste dansker, og det er dét der tæller, griner han.

Top tre - DM i maratonløb

Måske det sidste løb

Den seneste tid har Andreas Lommer også overvejet sin fremtid efter dagens løb. Det har længe været i overvejelserne, hvorvidt han skulle fortsætte med at dyrke sin intense løbesport, uddyber han.

- Vi har snakket meget om det i familien. Det er svært, når man har et fuldtidsarbejde og lige har fået en datter for fjorten dage siden, fortæller han og fortsætter: 

- Måske skal det (Copenhagen Marathon, red.) være mit sidste løb. Det må tiden vise, hvad der kommer til at ske. 

Det er første gang i tre år, at løbet blev afviklet. Tilbage i 2020 og 2021 blev det københavnske marathon løb forhindret på grund af coronapandemien. 

Andreas Lommer var på sejrssamlen sammen med Mark Olsen fra Hechmann Racing Club og Jonas Kvottrup Nielsen fra Aarhus Gymnastikforening.
Andreas Lommer var på sejrssamlen sammen med Mark Olsen fra Hechmann Racing Club og Jonas Kvottrup Nielsen fra Aarhus Gymnastikforening.

Oversigt

    Oversigt