Fynboer på vej til EM i Pokémon

Pikachuuuuu! Pokémon lever stadig, og nu er flere unge odenseanere på vej til EM i det strategiske spil.

På torsdag drager flere håbefulde, unge odenseanere til Arnhem i Holland for at repræsentere Danmark ved EM i Pokémon. Og nu tænker du måske, at Pokémon er et spil for børn, der hittede for 15-20 år siden. Men faktisk er det primært voksne mænd i alderen 20-40 år, som spiller, og der spilles store turneringer verden over.

Jesper Eriksen på 14 går til daglig i 8. klasse på Kroggårdsskolen, og han er en af dem, der skal deltage i EM. I sin aldersgrupper er han nummer ét i verden, men det får ham ikke til at hvile på laurbærrene.

- Det er spændende, men det er bare om at kæmpe videre, så jeg kan blive ved med at være den bedste, lyder det fra den habile spiller, der træner hver dag.

 

 

 

Og Jesper Eriksen startede sin Pokémon-karriere i en meget tidlig alder.

- Jeg ville gerne have spillet, da jeg var fem år, men mine brødre sagde, at jeg først måtte lære at spille Pokémon, når jeg blev seks. De ville have, at jeg skulle lære titabellen op til 200. Men den morgen, jeg blev seks, stod jeg meget tidligt op og sagde, at nu ville jeg altså spille. Og så har jeg spillet lige siden.

Det er spændende, men det er bare om at kæmpe videre, så jeg kan blive ved med at være den bedste.

Jesper Eriksens storebror, Simon "Slaughter" Eriksen, er også en del af Pokémon-verdenseliten. Han har deltaget ved VM ikke mindre end otte gange, og hele familien har rejst med ham rundt i verden, hvor han har spillet turneringer. Ikke mindst fordi han har været for ung til at rejse verden rundt på egen hånd. Hvis man spørger Simon Eriksen, om han er bedre en broren er svaret klart:

- Jeg vil vove og påstå, at jeg er bedre end ham.

 

Blandt de andre odenseanske deltagere kan nævnes Niklas Danielsen på 23,  Simon Øbro på 25, Stephan Nørregaard Sørensen på 21 og Lars Andersen på 26. Der er i alt 20 spillere, der skal repræsentere Danmark ved EM på torsdag.

Se, hvordan en Pokémon-kamp kan se ud, her.

 

Oversigt

    Oversigt