Det kan tælles på ganske få fingre, hvor mange gange Solveig Rasmussen har taget bussen fra bopælen i Oure på Sydfyn til arbejdspladsen i kantinen hos Nature Energy i Odense.
- Det har kun været, når bilen har været på værksted, bedyrer hun og understreger, at det efterhånden også er et par år siden. For nu beder hun om en lånebil, når uheldet er ude.
- Det kan simpelthen ikke lade sig gøre med det offentlige, tilføjer hun.
Solveig Rasmussen møder på forskellige tidspunkter i løbet af en arbejdsuge, henholdsvis klokken 06, 06.30 og 07.
- Om mandagen, hvor jeg møder klokken seks om morgen, skal jeg tage afsted med bussen dagen før, hvis jeg skal møde til tiden.
Efterlyser realisme
Hvis Solveig Rasmussen skal tage offentlig transport til Nature Energy på Ørbækvej i Odense de dage, hvor hun møder klokken 07, vil hun komme fem til 20 minutter for sent. Også selvom hun tager den absolut tidligste bus fra Oure omkring klokken 05.30.
Transporttiden vil vare én time og 29 minutter til én time og 50 minutter. Og hun vil skulle køre med to busser, letbane og gå et stykke vej.
Til sammenligning tager turen med bilen, som hun omtaler som en gammel dieselhakker, 35 til 45 minutter alt afhængig af trafikken.
- Og så har jeg slet ikke medregnet de dage, hvor jeg skal blive en halv time ekstra, hvis arbejdet ikke er færdigt. Så nej, bussen er ikke noget, der vil være muligt for mig, siger hun.
Derfor efterlyser hun en mere realistisk tilgang fra politikere, når de opfordrer folk til at hoppe ind i bussen i stedet for bilen.
- Det kan altså ikke lade sig gøre i dag for os, der bor på landet. Og det kunne jeg godt tænke mig, at politikerne tænkte over, når de siger, at vi skal køre mere i bus og tog i stedet for nærmest at udskamme os, der bor udenfor byerne, siger hun.
Bestyrelsesformand for Fynbus, Tim Vermund (S), der også er klima- og miljørådmand i Odense Kommune, understreger, at det ikke er meningen, at folk som Solveig Rasmussen skal skille sig af med deres biler.
- Vi må som samfund bare acceptere, at der er nogen, som bor i tyndtbefolkede områder, hvor det er helt okay, at de kører bil. Så er det så op til os andre, der bor tæt på højfrekvent kollektiv trafik, at begynde at bruge det lidt mere i hverdagen, siger han.
Transportminister Thomas Danielsen (V) svarer på kritikken
Færre passagerer
Solveig Rasmussen er langt fra den eneste, der har valgt bussen fra.
Tal fra Fynbus, der driver busserne på hele Fyn, viser, at antallet af passagerer er faldet med 2,3 millioner siden 2014. Fynbus angiver, at da vi generelt kører mere i bil og køber flere biler, betyder det færre passagerer i busserne og dermed færre kroner i kassen.
Tim Vermund kan godt huske, da busserne kørte langt oftere. Særligt da han var barn.
- Kigger man på budgetterne fra dengang, blev der også lagt væsentligt flere kroner per bus og per kørt kilometer, men det ændrede sig, da man ændrede selvforsyningsgraden for busserne. De blev langt mere afhængige af billetindtægterne, og det er de negative konsekvenser, vi ser i dag, siger han.
Som et forsøg på at vende bøtten og få flere besatte sæder i de fynske busser har Fynbus derfor ændret markant på køreplanerne. I begyndelsen af august blev der lanceret særlige A-ruter, der skal binde de fynske knudepunkter sammen - særligt de større byer.
- Vi kan se, at hvis man skal have folk til at tage bussen i større omfang, så handler det om, at der er hovedruter, der kører ofte. Så hvis man ikke når den første bus, så kan man tage den næste.
Ønsker penge fra Folketinget
Ifølge Tim Vermund har det været en prioritet for Fynbus, at busserne kommer hurtigere frem end tidligere, hvilket også skal skaffe flere passagerer.
- Det handler om at få noget kollektiv trafik, der kører bedre rundt økonomisk, fordi der er flere passagerer i busserne. Og derfor er det klogt at øge antallet af afgange de steder, hvor der er et passagergrundlag til det, siger han.
Skal de tidligere fynske busruter genoprettes, kan Fynbus og de fynske kommuner ikke løfte det på egen hånd, mener Tim Vermund. For busområdet er blevet forbigået gang på gang på finansloven, pointerer han.
- Vi kan kun gøre det, vi kan, med de skærpede budgetter, vi har. Så vil man have et ordentligt løft af det, så kræver det noget national medfinansiering. Og så er det vores opgave at holde vores kolleger på Christiansborg oppe på det.
I Oure åbner Solveig Rasmussen for at parkere bilen, hvis der kommer en busløsning, der giver mening.
- Busser behøver jo ikke at have plads til 50 mand. Det kunne da godt være, at en lille bus på el med plads til 10 ville være en løsning, siger hun.