Fynboer svindlede med MobilePay

Fire fynboer er blevet dømt for at have brugt app?en MobilePay til at svindle sig til flere tusinde kroner.

Fyns Politi har fornylig haft to sager, hvor unge odenseanere har brugt den populære app til at overføre penge til deres egne konti.

I den ene sag blev to mænd dømt for databedrageri, da de i to tilfælde havde overført 3000 kroner fra en fremmed konto til en anden konto. Efter overførslen hævede de tiltalte pengene i en hæveautomat.

Overførslen kunne kun lade sig gøre, fordi de var i besiddelse af en fremmede persons kontokortoplysninger.

De to mænd blev idømt henholdsvis 40 og 20 dages fængsel, mens manden, hvis konto var blevet brugt til at modtage pengene, blev frifundet, da han efter rettens mening var i god tro.

- Det er jo ikke normalt, at man bliver bedt om at stille sin konto til rådighed for andre på denne måde eller bliver bedt om at hæve penge for andre, og den frifundne slap kun, fordi retten troede på, at han blot havde været naiv, da han stolede på vennens oplysninger om, at dennes kontokort var spærret, siger Karina Juhlin, anklagerfuldmægtig ved Fyns Politi.

I en anden sag havde to andre personer tre gange over ført i alt 4500 kroner. Efterfølgende forsøgte mændene at få pengene udbetalt i en bank, men personalet fattede mistanke og politiet blev kontaktet.

Manden der stod bag overførslerne blev idømt 30 dages fængsel, mens den anden, der havde stillet sin konto til rådighed slap med 20 dages fængsel.

- Læren af disse sager må være, at man skal være yderst skeptisk, hvis man på denne måde bliver bedt om at modtage beløb på andres vegne. Det gælder, uanset om det er venner, bekendte eller fremmede. Hvis man vil undgå at blive rodet ind i en straffesag, skal man holde sig fra at stille sin konto til rådighed for andre. Ellers risikerer man en plettet straffeattest, siger advokaturchef Lars Ole Pedersen.

Oversigt

    Oversigt