Fyns Politi bekræfter: Lig fundet i Odense Å er den forsvundne Mark

Efter et ligsyn fredag middag er det nu endeligt bekræftet, at det lig, som dykkere fandt i Odense Å onsdag aften, er den 19-årige Mark Corneliussen fra Nyborg.

Dykkere fra Beredskab Fyn fandt onsdag aften et lig tæt ved Åfarten på Odense Å i Munke Mose centralt i byen.

Fredag middag har et ligsyn endeligt bekræftet, at det er den 19-årige Mark Corneliussen fra Nyborg, dykkerne fandt.

- Vi har haft genkendelse i dag, og Mark er blevet genkendt med 100 procents sikkerhed, siger politikommissær Jack Liedecke fra Fyns Politi.

Det er den 19-åriges familie, der fredag har genkendt ham.

Mark Corneliussen forsvandt efter en bytur fredag aften, og siden da søgte både politiet, Missing People og medlemmer af facebookgruppen Forsvundne Personer efter ham.

Onsdag eftermiddag fik Fyns Politi videomateriale fra billetsalget ved Åfarten inderst i Munke Mose. Videoovervågningen viste Mark Corneliussen gå med usikker gang forbi bygningerne, og derfor sendte politiet og Beredskab Fyn onsdag dykkere i åen for at søge efter den forsvundne 19-årige.

Klokken 21.15 onsdag aften fandt dykkerne et lig, som ifølge politiet ’formentlig’ var Mark Corneliussen. De kunne dog ikke endeligt bekræfte det, før han var blevet endeligt identificeret af pårørende.

Torsdag meldte politiet ud, at den omkomne skulle obduceres for at fastlægge dødsårsagen. Resultatet af obduktionen underbygger politiets formodning om, at det var en ulykke, der lå bag dødsfaldet. 

- Retsmedicinerne antager, at det efter al sandsynlighed er drukning, der er dødsårsagen. Dermed ligger der umiddelbart ikke en forbrydelse bag, siger politikommissær Jack Liedecke og fortæller, at politiet derfor ikke gør mere i sagen. 

Oversigt

    Oversigt