Fyns Politi: Derfor går der tre dage, inden vi efterlyser Mark

Politiet forsikrer, at der er blevet ledt efter forsvundne 19-årige Mark Corneliussen hele weekenden, selv om han først blev efterlyst i medierne mandag aften.

19-årige Mark Corneliussen fra Nyborg har været forsvundet siden fredag aften, hvor han var i byen i Odense. 

Først tre dage senere blev han efterlyst af Fyns Politi. Politiet forsikrer dog over for TV 2/Fyn, at politiet aktivt har ledt efter den 19-årige mand hele weekenden.

- Der går en rum tid lørdag og søndag med at få kontakt til vidner og snakket med familien, siger vicepolitiinspektør Anders Sims-Nielsen fra Fyns Politi til TV 2/Fyn. 

Signalement til taxaer og busser

I løbet af weekenden har politiets patruljer været i gang med at lede efter ham, og politiet har kigget videoovervågning fra det centrale Odense igennem for at redegøre for hans færden. 

Derudover har politiet sendt et signalement ud til taxa- og busselskaber, så de er klar på, hvis han skulle dukke op hos dem. 

quote Mandag er vi nået dertil, hvor vi gerne vil have mediernes hjælp. Bekymringen fortsætter mandag, fordi han endnu ikke er dukket op

Anders Sims-Nielsen

Årsagen til, at politiet først efterlyser Mark Corneliussen i medierne tre dage efter hans forsvinden, er, at politiet i første omgang laver et kvalificeret bud på, hvad der er sket ham.

Efter at have talt med venner og familie skal politiet danne sig et overblik over, hvad der kan være sket med ham. I denne overvejelse tager politiet blandt andet den savnede persons alder og sindstilstand i betragtning. 

Børn og demente efterlyses med det samme

Når politiet eksempelvis efterlyser børn eller demente ældre, vil man ofte opleve, at politiet hurtigere går i pressen med efterlysningen, fordi man ved, at de savnede personer ikke kan tage vare på sig selv.

Når der til gengæld er tale om en myndig person som 19-årige Mark Corneliussen, skal den savnede person have lov til at være i fred, hvis han af den ene eller anden årsag ønsker et par dage væk fra omverdenen. 

Bekymringen for Mark Corneliussen er dog så stor mandag, at politiet vælger at efterlyse den 19-årige mand, så de kan få vished om, at han er okay.  

- Mandag er vi nået dertil, hvor vi gerne vil have mediernes hjælp. Bekymringen fortsætter mandag, fordi han endnu ikke er dukket op. Hvis han ønsker at komme i kontakt med os, skal han give lyd, og derfor går vi i pressen med oplysningerne, siger Anders Sims-Nielsen. 

Afhøringer sket allerede lørdag

Det betyder dog ikke, at politiet ikke har ledt efter Mark Corneliussen hele weekenden.

- Med det samme kigger vi på, hvem der sidst har snakket med ham, og hvem han har været i byen med. Vi forsøger at få dem afhørt i sagen allerede lørdag, siger Anders Sims-Nielsen. 

- Vi tager også en snak med familien. Det kan være, der er nogen, der kender til en pige, han opholder sig sammen med. Langsomt får vi dannet et generelt billede af hans færden, og hvad hans sindstilstand er, forklarer Anders Sims-Nielsen. 

Nye oplysninger i sagen

Siden efterlysningen i pressen har Fyns Politi modtaget henvendelser løbende i sagen. Henvendelserne har været med til at give et bedre indblik i hans færden siden fredag aften. 

Vidner har fortalt politiet, at de har set ham gå forbi Froggy’s Cafe i Vestergade, og nye oplysninger tyder på, at han har været på vej ned mod området omkring Munke Mose. 

quote Vi prøver at udvide vores søgeområde nedomkring Odense Å og Munke Mose

Anders Sims-Nielsen

- Vi prøver at udvide vores søgeområde nedomkring Odense Å og Munke Mose. Vi forsøger at følge ham på videoovervågning i byen, forklarer Anders Sims-Nielsen. 

Status lige nu

Onsdag eftermiddag er der dog fortsat ingen, der har været i kontakt med den 19-årige mand fra Nyborg. Politiet modtager dog løbende henvendelser i sagen. 

- Status er, at vi har indhentet mere videoovervågning, som vi gennemgår, siger Anders Sims-Nielsen. 

Har du oplysninger i sagen, eller har du set Mark Corneliussen, skal du kontakte Fyns Politi på telefonnummer 114.

Oversigt

    Oversigt