Fyns Politi finder "en hel del hash"

Fyns Politi standsede torsdag aften en bil nær Korsløkkeparken i Odense, hvor betjente opdagede en stor mængde hash.

Tre mænd i én bil blev torsdag aften klokken 21.43 standset af en civilpatrulje tæt på krydset mellem Nyborgvej og Ørbækvej/Ejbygade i Odense.

Det var en rutinemæssig standsning i området omkring Korsløkkeparken, men de civilklædte betjente gjorde sig alligevel noget af et fund.

Det fortæller vagtchef ved Fyns Politi Henrik Krøjgaard.

- Man fandt en hel del hash, fortæller vagtchefen.

Mere præcist fandt betjentene 600 gram hash.

- De skønnede, at det nok ikke helt var til eget forbrug, siger Henrik Krøjgaard.

Politi massivt til stede

Derfor blev alle tre mænd sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer.

Bilen blev standsest lige over for Korsløkkeparken, hvor Fyns Politi i forvejen er massivt til stede grundet den verserende konflikt mellem grupperinger fra Vollsmose og Korsløkkeparken.

Der er tale om tre mænd på 30, 32 og 35 år. De var alle fra lokalområdet.

Oversigt

    Oversigt