Fyns Politi indfører visitationszone i Vollsmose og dele af Korsløkke

Fyns Politi meddeler, at der oprettes visitationszone i Vollsmose og dele af Korsløkke fra tirsdag den 9. november 2021 klokken 1600. Beslutningen er truffet i forlængelse af den skudepisode, som fandt sted i Vollsmose mandag aften.

Fyns Politi har mandag besluttet at oprette en visitationszone i Vollsmose og dele af Korsløkkeparken.

Det sker efter en skudepisode mandag aften.

Formålet med visitationszonen er ifølge Fyns Politi at forhindre "utryghedsskabende kriminelle handlinger" og dermed genskabe trygheden i området.

- Vi vil ikke acceptere, at der skydes ulovligt med skarpe våben – hverken i Vollsmose eller nogen andre steder her i politikredsen. Heldigvis blev ingen ramt i den skudepisode, der fandt sted i går aftes, men alvoren er ikke til at tage fejl af og episoden spreder utryghed blandt de mange almindelige, fredelige borgere, der bor og arbejder i Vollsmose. 

- Ved oprettelse af visitationszonen sammen med vores massive tilstedeværelse i området, vil vi genoprette trygheden og roen hurtigst muligt, siger politidirektør Arne Gram.

Visitationszonen løber frem til den 23. november klokken 16.00. Den kan forlænges, hvis det skønnes nødvendigt.

Skudepisoden mandag

Fyns Politi fik en anmeldelse om skud i Egeparken i Vollsmose klokken 21.33 mandag aften.

Fremme på stedet fandt politiet flere spor efter skud, herunder flere patronhylstre som sammen med tre køretøjer nu er i politiets varetægt. Politiet har i løbet af natten også talt med flere vidner.

Af hensyn til trygheden og sikkerheden i området har Fyns Politi været massivt tilstede hele mandag aften i Egeparken og i resten Vollsmose, ligesom der resten af ugen vil være tryghedsskabende patruljering.

Baggrunden for den geografiske udstrækning af visitationszonerne er ifølge Fyns Politi, at der tale om et enkeltstående opgør, men mellem personer, som har en tilknytning til forskellige grupperinger i henholdsvis Vollsmose og Korsløkkeparken.

Den personkreds, som politiet mistænker for at have deltaget i episoden mandag aften, har relation til grupperinger fra Vollsmose og Korsløkkeparken og er ifølge politiet særdeles mobile og flytter sig hele tiden. 

Hvis politiet skal have mulighed for at foretage visitationer for ulovlige våbenbesiddelser, skal dette kunne ske både i umiddelbar nærhed af de kendte aktuelle adresser og opholdssteder, men også i et større afgrænset område. 

Visitationszonen er afgrænset inden for følgende område:

Nord for Haveforeningen Martinsminde/Hindehøjen, mod øst langs Odense Å og Staupudevej til Nyborgvej, ad Nyborgvej mod vest og videre ad Munkerisvej til Ørbækvej, ad Ørbækvej til Nyborgvej og herfra ad Ejby Møllevej mod nord til Skt. Jørgens Gade, ad Åsumvej mod øst til Ejbygade og ad Ejbygade mod nord til nord for Haveforeningen Martinsminde/Hindehøjen.

Visitationszonen gælder 24 timer i døgnet i hele perioden. Den giver politiet udvidede rettigheder til at visitere personer og køretøjer inden for zonens område.

Web kort visitationszone november 2021
Foto: Fyns Politi

Oversigt

    Oversigt