Fynsk akademichef valgt til DBU’s Talentudvalg
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Tonny Hermansen har sagt "ja" til en post i DBU's Talentudvalg. Det skriver Odense Boldklub på dens hjemmeside. Tonny Hermansen har siden 2016 været akademichef i den fynske fodboldklub.
- Det er et udvalg, der er vigtigt for dansk talentudvikling, da det er med til at sætte retningslinjerne for, hvordan og hvorledes dansk ungdomsfodbold skal udvikle sig. I og med at jeg har været med så mange år, gav det mening, at jeg sammen med andre kandidater var i spil til udvalget og dermed fortsat kan være med til at præge den udvikling, som dansk ungdomsfodbold har gennemgået de seneste år, siger Tonny Hermansen.
DBU’s Talentudvalg har til formål at forbedre og udvikle arbejdet med de danske talenter, samt sikre at alle niveauer af dansk fodbold er involveret i talentarbejdet, så man kan fortsætte den udvikling der har været de seneste mange år i dansk talentudvikling:
- Når man kigger rundt omkring i de danske talentudviklingsmiljøer i Danmark, så har alle hver især formået at skabe det udviklingsniveau der bedst for deres egen klub, ud fra de betingelser den enkelte klub nu engang har. Forskelligheden er centralt, men det er dog vigtigt, at der er nogle krav til, hvordan man skaber de bedste betingelser for talentudviklingen, og dér er dansk fodbold unik i forhold til andre lande i verden. Klubberne og DBU har et godt samarbejde, og dette samarbejde skal fastholdes og udvikles så vores talentudviklingsmiljøer kan fortsætte i den rigtige retning, siger Tonny.
Pladsen i DBU’s Talentudvalg er en unik lejlighed til at erfarings- og vidensudveksle med kollegaer landet over, hvorfor Tonny er glad for at blive en del af udvalget:
- Muligheden for at sidde i DBU’s Talentudvalg er noget jeg er både stolt og beæret over, og jeg er glad for at få muligheden for at være med til at sætte mit præg på udviklingen af talentarbejdet på nationalt plan.