Fynsk bagelyst: Her er bagerens bedste råd til corona-sikre kager

Kit og Kristian Stjernholm har stor succes med bag-selv-sæt til børn. Parret, der sammen driver Kornbageren i Tarup, giver her deres bedste råd til coronatidens bageglade fynboer.

quote Det er megaopløftende. Det er faktisk så fantastisk, at det er svært at udtrykke

Kit Stjernholm, medejer af Kornbageren

De seneste måneder har været overvældende for det odenseanske bagerpar Kit og Kristian Stjernholm, der i begyndelsen af coronatiden fik en idé til et bage-kit til børn.  

- Vi kunne se og høre på vores naboer, at de var pressede. De arbejder begge to hjemme, og i begyndelsen var deres børn jo også hjemme. Det fik mig til at tænke på, hvordan man aktiverer sine børn, når man har brug for ro til at arbejde, siger Kit Stjernholm om det bage-kit, der har fået flere end tusind forældre til at lægge vejen forbi Kornbageren i Tarup og den nye butik i Næsby.

SPØRGSMÅL FRA EN FYNBO

Idéen er egentlig ret simpel: Køb et færdiglavet bage-sæt, sæt dine børn i gang med at rulle og forme dejen, og sæt dig så tilbage på dit midlertidige kontor og færdiggør arbejdsdagen.

Men den idé har gjort en verden til forskel for bagerparret.

- Inden vi begyndte at sælge sættet, overvejede vi meget seriøst om butikken i Næsby skulle lukke ned igen, men nu efterspørger kunderne hele tiden nye sæt. Alle vil gerne have det, og de er superglade for det. Vi kunne ikke have ønsket os det bedre, siger Kit Stjernholm.

Det hele begyndte med et romkugle-kit, så kom hindbærsnitte-kittet, et pizza-kit og et cupcake-kit fulgte trop, og nu står parret og forbereder ugens kit til napoleonshatte.

Må man bage kage til andre?

Det er ikke kun forældre og børn i det nordvestlige Odense, der er gået bageamok i coronatiden. Det vidner både sociale medier og TV 2/Fyns digitale postkasse om.

For flere fynboer har spurgt, hvordan det nu lige er med smittefaren, når man pludselig får lyst til at bage til andre. Skal man have mundbind på? Og hvad med handsker?

Vi har spurgt professor i klinisk mikrobiologi Hans Jørn Kolmos og det succesrige fynske bagerpar, hvad de mener er vigtigst, når man giver sig i kast med bageriet derhjemme.

Tag håret væk, vask dine hænder og tør bordet af…

Det korte svar fra Hans Jørn Kolmos til Trine fra Brenderup på Vestfyn er: Ingen problemer i det. Du må gerne tage kage med til din skoleklasse.

Og det svar bakker bagerparret Kit og Kristian Stjernholm op om. 

TIP: SÅDAN BAGER DU MED DINE BØRN

- Man kan sagtens tage kage med, hvis man sørger for at holde en god hygiejne omkring kagebagningen. Sæt dit hår op, vask dine hænder og tør bordet godt af, inden du går i gang. Og så er det altid en god idé at smide emballage ud, så bakterierne kan komme væk, siger hun.

Når det er styr på hygiejnen under selve bagningen, er det lige så vigtigt, at man tager sine forholdsregler, når kagen serveres.

-  Jeg vil være helt tryg ved at tage kage med eller spise andres kage, hvis det bliver serveret på helt rene tallerkener eller servietter, og hvis kniven er pakket ordentligt ind, så den er ren, vurderer Kit. 

Efter Fødevarestyrelsens anbefalinger bruger Kristian Stjernholm og medarbejderne ikke selv handsker og mundbind, når de bager til Kornbagerens kunder. Men i butikken bruger Kit og medarbejderne endnu flere handsker end normalt. 

- Vi bruger tre gange så mange handsker, som vi plejer. Derfor tænker jeg, at det også kan være en god idé at tage et par handsker med, så man er ekstra sikker, siger Kit Stjernholm.

Du kan følge med i parrets corona-bagekit på Kornbagerens facebookside.

Oversigt

    Oversigt