Efter tre års ventetid: Fynsk cannabis på vej ud i Europa

De første sendinger af fynskdyrket cannabis er nu på vej ud til forbrugere i Europa.

Den fynske cannabisproducent Aurora Nordic i Bellinge sender nu de første lastbiler med fynsk dyrket cannabis til apoteker i Tyskland.

Det sker tre år efter, at den danske-canadiske producent begyndte produktionen af cannabis i drivhuse ved siden af tomatgartneriet Alfred Pedersen & Søn.

-  Det er fantastisk. Nu har vi knoklet stenhårdt for det her i tre år, så at nå der til, at vi endelig kan sende det afsted, har været en kæmpe forløsning, siger Mads Pedersen, der udover at være eneejer af Alfred Pedersen & Søn også har titel af president for Aurora Europe.

Aurora Nordic, der nu har skiftet navn til Aurora Europe, er et samarbejde mellem det fynske gartneri Alfred Pedersen & Søn og verdens næststørste producent af medicinsk cannabis, canadiske Aurora. Anlægget til produktion af medicinsk cannabis i Odense er 9.200 kvadratmeter stort.

Tilladelse til salg og eksport

Produktionen startede i 2018 med store ambitioner, men først i september i år kom den endelige tilladelse til at sælge og eksportere produkterne.

De danske kunder må dog vente lidt endnu, fortæller Mads Pedersen. Der mangler stadig de endelige godkendelser fra Lægemiddelstyrelsen.

- Når vi nu står og glæder os over, at vi nu kommer ud til eksport og andre markeder i Europa, så er vi stadig en smule kede af, at vi endnu ikke kan komme ud til det danske marked. Det er igen Lægemiddelstyrelsen, som stiller nogle ting i vejen.  Men vi håber, at de sker i begyndesle af det nye år, siger Mads Pedersen.

Tørrede cannabisblomster til Tyskland

Den første leverance at medicinsk cannabis består af tørrede cannabisblomster. Senere følger sendinger af fynsk produceret cannabisolie.

quote Vi er meget stolte over, at vi kan tilbyde patienter medicinsk cannabis af høj kvalitet, leveret direkte fra Auroras største drivhusfacilitet på europæisk jord

Axel Gille, præsident for Aurora Europe

- Dette markerer en betydelig milepæl, der viser Auroras dybe erfaring med dyrkning, produktion og distribution af højkvalitets medicinsk cannabis, skriver Aurora Europe i en pressemeddelse.

Denne første "Made in Europe" sending til det tyske marked er det første skridt mod at levere til det hurtigt voksende europæiske marked for medicinsk cannabis.

På sigt skal leverancerne fra Bellinge erstatte leverancer fra Auroras canadiske producenter.

- Det første produkt, der blev leveret til Tyskland, er en vigtig milepæl for Aurora i Europa efter at have brugt to år på at bygge et innovativt produktionsanlæg,  siger Axel Gille, præsident for Aurora Europe i pressemeddelsen.

- Vi er meget stolte over, at vi kan tilbyde patienter medicinsk cannabis af høj kvalitet, leveret direkte fra Auroras største drivhusfacilitet på europæisk jord, siger Axel Gille.

Tyskland var et af de første europæiske lande til at legalisere medicinsk cannabis og er i øjeblikket Europas største marked.

Oversigt

    Oversigt