Fynsk direktør opfordrede til ulovlig genåbning: Frisør kalder det usmageligt

Erhvervsmanden Torkil Poulsen opfordrer til tidlig genåbning udenom regeringen, men det skaber vrede hos en frisør i Brylle.

I næsten to måneder har butikker, restauranter og frisørsaloner været lukket ned som følge af coronarestriktionerne, og nedlukningen fortsætter som minimum frem til 28. februar.

Men står det til den fynske erhvervsdrivende Torkil Poulsen, skal de erhvervsdrivende allerede fra i dag, mandag, se at få en genåbning i gang. Noget han opfordrede til i en facebookgruppe, han startede for lidt over en uge siden. Det er selvom det kan betyde en bøde på 10.000 kroner.

Flere erhvervsdrivende rundt i landet, heriblandt en frisørsalon i København, har fulgt Torkil Poulsens opfordring, men i en frisørsalon i Brylle, er der ikke planer om at slå dørene op for kunder, før restriktionerne bliver ophævet. 

- Jeg har jo også lyst til at åbne i dag, men vi må ikke. Og vi skal ikke gøre det, for det skader kun smittesituationen, siger Susanne Borne, der er indehaver af Hårsaksen-salonerne i Tommerup-området.

Fyns Politi fortæller til TV 2 Fyn, at de har været ude og kigge til erhvervsdrivende rundt omkring på Fyn, men at der ikke har været noget sigtelser. 

quote Jeg synes, at det er usmageligt. Groft sagt, så er det noget svineri. Det kan han ikke være bekendt for alle os andre, der prøver at få det til at køre rundt

Susanne Borne, frisørindehaver

Venter på genåbning

Med 14 dage til den planlagte genåbning, har Susanne Borne mandag fået 19 opkald fra kunder, der vil booke en tid til at få lokkerne ordnet. Alle har fået tid 1. marts, men selv har hun svært ved at tro på, at hun kan finde saksen frem igen om to uger.

Susanne Borne har ingen indtjening og hendes fire saloner har i alt 15 hjemsendte kollegaer. Så selvom udsigterne til en genåbning virker lange, kan hun slet ikke forestille sig at åbne, før regeringen siger god for det igen.

- Der er ikke for sjov, at vi lukker ned, og jeg bliver lidt harm over at se en frisør lave sådan et oprør, for så kommer vi jo aldrig tilbage til et normalt samfund igen, siger Susanne Borne.

Hos Torkil Poulsen i Odense er han glad for, at flere har valgt at holde åbent, og han opfordrer borgerne rundt omkring til at hjælpe til genåbningen mandag.

- Folk skal gå en tur i byen og banke på ruderne. Det kan godt være, at de ikke har direkte åbent, men der er nogen derinde, siger Torkil Poulsen, der er direktør i Odensevirksomheden Dantracker. 

Torkil Poulsen opfordrer borgere til at banke på ruderne i butikker og bruge dankortet.
Fotograf: August Sandberg Redigering: Julie Lapp

- Det er usmageligt

Opfordringen fra Torkil Poulsen får dog Susanne Borne til at blive vred. 

- Jeg synes, at det er usmageligt. Groft sagt, så er det noget svineri. Det kan han ikke være bekendt for alle os andre, der prøver at få det til at køre rundt, siger hun og tilføjer:

quote Folk skal bare blive ved med at holde åbent efter i dag. Vi skal have mundbind og restriktioner væk, og vi skal leve normalt. Der er ingen grund til at blive ved med at være lukket ned

Torkil Poulsen, direktør, Dantracker

- Jeg kan godt forstå, at han er frustreret. Men det kan jo ikke nytte noget, det forlænger og forværer bare situationen, påpeger Susanne Borne.

Torkil Poulsen mener ikke, at covid-19 er værre end en normal influenza, noget en række forskere dog er meget uenig i. De mener, at dødeligheden ved den nye coronavirus er mindst seks gange højere end ved almindelig sæsoninfluenza.

Selv har han ingen betænkeligheder ved at gå en tur ned i byen og håber at se et levende bybillede.

- Jeg går en tur i byen i dag og håber, at jeg kan spise min aftensmad ude, nikker han.

Glæder sig til at åbne

Susanne Borne flytter rundt i sin frisørsalon og gør klar til igen at kunne lukke sine langhårede kunder ind, noget hun glæder sig meget til. Men for hende kommer sikkerheden og sundheden i første række, selvom hun og manden taber cirka 200.000 kroner om måneden på de lukkede saloner.

I Susanne Bornes frisørsaloner kan man først komme til klip, når hele samfundet genåbner.
I Susanne Bornes frisørsaloner kan man først komme til klip, når hele samfundet genåbner.
Foto: Alex Syrik

Ifølge Torkil Poulsen er der dog ikke nogen grund til bekymring.

- Folk skal bare blive ved med at holde åbent efter i dag. Vi skal have mundbind og restriktioner væk, og vi skal leve normalt. Der er ingen grund til at blive ved med at være lukket ned, siger han.

Men det undrer Susanne Borne.

- Det er jo at sige, at man bare kan gøre, hvad man har lyst til - og det har jeg ikke lyst til, understreger Susanne Borne, der siden pandemiens begyndelse har holdt sig meget for sig selv sammen med sin mand. 

Derfor venter hun stadig på et go fra regeringen, før der igen skal klippes hård i hendes saloner. Og så er der ingen tvivl om, hvad hun glæder sig til at sige:

- Hjerteligt velkommen, og hvor har vi savnet jer, siger hun og får en tåre i øjet. 

Oversigt

    Oversigt