Fynsk ejendomsudvikler fyrer topchefen

Henrik Jacobsen nåede blot seks måneder som adm. direktør i Arkitektgruppen. Har blev første marts skiftet ud.

Et halvt år efter at ejendomsudviklingskoncernen Arkitektgruppen A/S ansatte Henrik Jacobsen som ny adm. direktør, er han allerede fortid i virksomheden, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Projektudviklings- og totalentreprenørselskabet med hovedsæde i Odense ansatte Henrik Jacobsen den 5. august sidste år, hvor han afløste stifteren og den ene af af selskabets ejere, Jørgen Witting, der i stedet blev ny bestyrelsesformand.

Men med udgangen af februar har Arkitektgruppen sagt farvel til Henrik Jacobsen og erstattet ham med Kasper Thomsen Rungfeldt, der kommer med ansættelser fra blandt andet Siemens og A.P. Møller-Mærsk i bagagen.

Ifølge Jørgen Witting handler fyringen af Henrik Jacobsen om vækstplaner.

- Det er et udtryk for, at Henrik Jacobsen ikke passede ind i vores planer for vækst i virksomheden, og det vi gerne vil. Han har været god på de indre linjer og sat nogle gode processer i gang, men vi vil også gerne vækste, og dér føler vi ikke, at han var den rette i forhold til de planer, som Robin Feddern (medejer, red.) og jeg har, siger bestyrelsesformand Jørgen Witting.

Henrik Jacobsen har ikke de store kommentarer til afskedigelsen.

- Jeg kan bekræfte, at jeg efter gensidig aftale og forståelse har forladt Arkitektgruppen, men derudover har jeg ingen kommentarer, siger han.

 

Oversigt

    Oversigt