Fynsk film om krigens rædsler: Dreng opvokset i fangenskab

Haesam Jakir lægger i disse dage sidste hånd på optagelserne til en film om livet i fangenskab. Han flygtede selv fra Syrien til Danmark i 2013. Filmen skal give et indblik i krigens rædsler.

Kamera. Klar. Action!

En lille dreng leger bekymringsfrit med sit legetøj i en sofa. Han ved ikke hvilken forfærdelig skæbne, der venter ham selv og hans familie. Han tager et stykke legetøj op, undersøger det og smider det så fra sig igen ...

Tæt på drengen sidder Haesam Jakir og kigger sin fotograf, Ruben Ingemann Jensen, over skulderen. Drengen er hovedperson i en kortfilm, Haesam Jakir instruerer. En historie om fangenskab, der er baseret på virkeligheden, fortæller han.

BLÅ BOG: Haesam Jakir

- En kvinde bliver arresteret for at demonstrere mod regeringen i Syrien. I fængslet bliver hun voldtaget og føder en dreng, der vokser op i fangenskab. Han har aldrig set verden udenfor, og når han hører om solen og naturen, forstår han det ikke, fortæller Haesam Jakir.

Da han hørte historien vidste han, at han måtte fortælle den videre.

Derfor har forskellige lokationer på Fyn i de seneste måneder haft et temmelig atypisk formål: De har udgjort kulissen i Haesams film om krigens rædsler i Syrien.

Mandag kommer de sidste optagelser i kassen i Tommerup.

- Det har berørt mig rigtig meget at høre om drengen, der stadig sidder i fængsel, mens vi står her. Vi bor alle sammen i den samme verden, men der foregår vidt forskellige ting rundt omkring. Mange kan slet ikke forestille sig de forfærdelige og mærkelige ting, der foregår andre steder, forklarer Haesam Jakir.

Økonomisk støtte og frivillige kræfter

Han understreger, at filmen ikke er et politisk statement.

- For mig handler det om menneskelighed. Jeg vil have folk til at sætte sig i karakterernes sted. Kan du forestille dig, at det var dit barn, der opvoksede i en celle? Jeg håber, de vil reagere og tænke over, hvad man kan gøre for at hjælpe. Ikke bare i Syrien. Men hvordan gør man livet bedre for alle, siger Haesam Jakir.

Det er Haesam Jakir selv, der, ved siden af skuespillerstudiet, har taget initiativ til at producere filmen. Projektet har siden fået støtte fra Interkulturelt Center og Odense Filmværksted.

Det er ikke billigt at lave film. Heller ikke kortfilm. Derfor har det været nødvendigt at trække på frivillige kræfter, for at projektet kunne blive en realitet.

En af de frivillige er Ruben Ingemann Jensen. Han er fotograf på filmen.

- Der er noget magisk ved, at alle gør det her af frivillige årsager. Alle har lyst til de ting, de laver. Og alle står for de dele af produktionen, de brænder for, forklarer Ruben Ingemann Jensen.

Han er glad for at være med til at lave filmen, selvom det ikke giver penge på kontoen.

- Jeg elsker at formulere mig på film, og så får jeg jo en mulighed for at udvikle mig ved at være med. Det er heller ikke nemt at filme i små fængselsceller, hvor filmen foregår. Der skal være plads til kameraer, lyd, skuespillere og alt muligt. Så jeg lærer også meget, forklarer Ruben Ingemann Jensen.

Målet er filmfestivaler i hele verden

Haesam Jakir fortæller, at ambitionerne for filmen rækker længere end blot Danmark.

Målet er at sende den til filmfestivaler i hele verden og krydse fingre for en god modtagelse.

Haesam Jakir og en af filmens mindste skuespillere.
Haesam Jakir og en af filmens mindste skuespillere.
Foto: Sara Fuglsig

- Det er ikke penge, der er vigtigt for mig. Jeg regner ikke med priser eller blive en kendt person. Jeg har bare hørt den her historie, og min samvittighed sagde til mig, at jeg skulle gøre noget ved det. Så vi vil prøve at vise den her historie til hele verden, hvis vi kan, fortæller Haesam Jakir.

- Det er meget vigtigt for alle mennesker at vide, at der er steder i verden, hvor folk ikke har det godt, tilføjer han.

Når optagelserne er færdige, skal filmen klippes og redigeres. Inden da venter de allersidste optagelser, der finder sted i Kongens Have i Odense.

Oversigt

    Oversigt