Fynsk julemarked med udenlandsk accent

Frem til juleaften er Flakhaven i Odense pakket med små træhuse. Boder der sælger oste, pølser og julelækkerier - men langt de færreste er danske.

Man kan købe "wasser," "curry-wurst" og "dutch doughnuts" - og fra en ostebod skråler et kittelklædt ekspedient "oste from Hollaaaaaaand." Der er julemarked på Flakhaven i Odense, men kun seks af de 26 boder er danske.

De resterende er fra Tyskland, Ungarn, Holland, Finland, Frankrig, Østrig, Polen, Spanien og Italien, og sælger skinker, smykker, kager og "glühwein" - den tyske glögg, til de forbipasserende.

- Vi har mulighed for at skabe en anderledes og mere autentisk stemning med juletræet og vores dejlige julemarked her på Flakhaven fortæller Peter Bøgholm Kristensen, der er direktør for Odense Cityforening.

I en af de danske boder sælger Christian Andersen og Gurli Mortensen brændte mandler. Det er fjerde år de er med på markedet, og har også bemærket den nye multietniske markedsform.

- Det er meget sjovt, men folk tror jo dårligt, at vi taler dansk når de kommer her, så det er en glædelig overraskelse for mange, at der også er nogen, de kan snakke med, fortæller Christian Andersen.

Markedet står på Flakhaven frem til og med 23. december.

Oversigt

    Oversigt