Fynsk plejehjem klar til vacciner: - Det var den bedste nyhed, vi overhovedet kunne få

Ældrecenter Øst i Odense er et af de første steder i Danmark, hvor man skal vaccinere mod coronavirus.

27. december sker noget længe ventet på Ældrecenter Øst i Odense. 

Klokken ni om morgenen bliver plejehjemmets beboere som nogle af de første i Danmark vaccineret mod covid-19. Det er helt fantastisk, mener plejehjemsleder på Ældrecenter Øst, Annegrethe Strøger Hansen.

- Vi er så glade. Det var simpelthen den bedste nyhed, vi overhovedet kunne få - og ventet på længe. Så wauw, vi kan næsten ikke vente, siger hun.

quote Vi får vores liv tilbage på plejecentret. Ikke til at starte med - der går lang tid, det ved vi godt - men vi kan se lyset

Annegrethe Strøger Hansen, leder af Ældrecenter Øst

Plejehjemslederen vidste ikke, at Ældrecenter Øst var udvalgt som et af de første steder til at få vaccinen, før hun hørte det på et pressemøde med sundhedsministeren onsdag. Det gav både følelsen af glæde og sommerfugle i maven. 

- Vi får vores liv tilbage på plejecentret. Ikke til at starte med - der går lang tid, det ved vi godt - men vi kan se lyset. Nu kommer vi i gang, siger Annegrethe Strøger Hansen.

Alt er klar 

Rent praktisk kommer vaccinationen af plejehjemsbeboerne til at foregå ved, at en praktiserende læge kommer ud og vaccinerer borgerne. 

- Vi har indrettet et rum til vaccinationsrum, og så har vi indrettet et rum til observationsrum, fordi beboerne skal observeres i 15 minutter, efter de har fået vaccinationen, siger plejehjemslederen. 

Ældrecenter Øst huser i alt 108 ældre borgere, som nu kan blive vaccineret mod covid-19, og alt det praktiske er allerede helt på plads, forsikrer Annegrethe Strøger Hansen: 

- Det er vi fuldstændig klar med.

Håber på færre restriktioner

For Tommy Olsen, hvis mor bor på Ældrecenter Øst, er det en både overraskende og dejlig nyhed, at vaccinen snart bliver givet til de ældre på plejehjemmet. 

quote Jeg håber, det kommer til at betyde, at nogle af restriktionerne bliver ophævet

Tommy Olsen, pårørende til beboer på Ældrecenter Øst

- Jeg håber, det kommer til at betyde, at nogle af restriktionerne bliver ophævet. Nu er vi mange søskende, og der er jo begrænsninger på i øjeblikket. Der er mange af mine søskende, der ikke kan besøge min mor, siger han. 

Han har ingen betænkeligheder ved, at vaccinen kommer allerede. 

- Ikke ud fra det, jeg har hørt og læst. Det er jeg ikke nervøs for - jeg bliver også en af dem, der selv skal have den, siger Tommy Olsen, der dog ikke har nævnt den glædelige nyhed for sin mor. 

- Hun er for dement til at forstå sådan noget. I teorien har vi risikoen for, at hun siger nej, siger han. 

Oversigt

    Oversigt