Fynsk rigmand investerer i Odense Bulldogs

Forretningsmanden Thomas Sandgaard, som er vokset op i Ringe og Odense, bor i USA og ejer en engelsk fodboldklub.

Med en større kapitalindsprøjtning bliver den fynske forretningsmand Thomas Sandgaard en del af anpartskredsen i Odense Bulldogs.

Den fynske iværksætter, opfinder og forretningsmand, Thomas Sandgaard, har engageret sig i Odense Bulldogs med en større kapitaltilførsel.

Det oplyser klubben fredag formiddag i en pressemeddelelse.

I pressemeddelelsen fortæller Thomas Sandgaard, at han ser frem til sin involvering i Odense Bulldogs og til at skubbe klubben i den rigtige retning.

- Odense Bulldogs gennemgår en spændende udvikling, og jeg ser det som et yderst interessant projekt at engagere mig i.

- Jeg er oprindeligt fra Fyn og boede de første 20 år i Ringe og Odense, som også betyder, at jeg har følelsesmæssig relation til byen, der er medvirkende til, at jeg nu engagerer mig i Odense Bulldogs, siger Thomas Sandgaard.

Bor i USA

Ifølge Wikipedia har Thomas Sandgaard en bachelor i elektroteknik fra Syddansk Universitet og en MBA-grad i marketing fra Copenhagen Business School.

Han har i dag base i Colorado, USA, hvor han i 2018 fik amerikansk statsborgerskab.

Thomas Sandgaard er grundlægger af The Sandgaard Foundation, hvis mål er, at afslutte det opioide-misbrug, som i USA koster liv og tragedier.

Kender direktøren

Han fortæller, at han kender Odense Bulldogs administrerende direktør Ole Nielsen, og ved hvad han står for.

- Derfor har jeg også fuld tiltro til projektet og jeg ser frem til at være med på rejsen og bidrage til den positive udvikling af klubben. Jeg håber samtidig, at min involvering kan være medvirkende til at sætte flere hjul i gang omkring klubben og skabe en positiv effekt, der smitter af på det fynske erhvervsliv, siger Thomas Sandgaaard.

Hul er blevet lappet

Thomas Sandgaaards investering betyder ifølge ishockeyklubben, at hullet i egenkapitalen er blevet lappet.

Derfor har klubben nu økonomiske muskler til at opruste på det sportslige, organisatoriske og kommercielle område.

- Med kapitaltilførslen får vi ikke blot udlignet den negative egenkapital, men bliver også ”herre i eget hus”, hvilket giver anledning til at vækste forretningen. Det giver os mulighed for at hæve spillerbudgettet og skabe et stærkere produkt på isen, siger bestyrelsesformand Thomas Hertz Andersen i pressemeddelelsen.

Ud over Thomas Sandgaards investering har der været markant opbakning blandt lokale interessenter omkring Odense Bulldogs, der også har valgt at investere i klubben, skriver Odense Bulldogs.

Odense Bulldogs sluttede sidst i Metal Ligaens grundspil i indeværende sæson og missede som det eneste hold slutspillet.

Ejer engelsk klub

Odense Bulldogs bliver ikke første gang Thomas Sandgaard investerer i sport. Sidste år købte han den tidligere Premier League klub, Charlton Athletic. 

Klubben, som er grundlagt i 1905, spiller i dag i Englands tredjebedste række og havde fra 1982 til 1983 navnkundige Allan Simonsen i truppen.