Fynsk skole underviser mejerister i hele verden

For nogen har coronapandemien tvunget dem til at finde nye veje. Og det har været en succes for mejeristuddannelsen på Kold College, der har stor succes med at undervise kursister digitalt.

Man kan sige meget skidt om coronapandemien, men for nogen har den ført noget godt med sig. Kold College er nemlig blevet så eftertragtet, at de underviser kunder i blandt andet Uruguay og Indien. Naturligvis digitalt.

- Den danske mejerindustri har et rigtig godt renomme i udlandet. Vi har en kæmpe know-how om mejeriteknologiske processer, siger mejerilærer på Kold College Bjarke Hammelsvang.

- Lige nu underviser vi verdens største distributør af mælkepiller i Uruguay for eksempel.

Digital undervisning kan være vejen frem

Her har den digitale undervisning været god til at få viden om på den anden side af jorden. Og hemmeligheden er meget simpel.

- Vi har ikke opfundet den dybe tallerken. Vi filmer bare den normale tavleundervisning fra klasselokalet og supplerer med videoer fra vores træningsmejeri, siger mejerilæreren Bjarke Hammelsvang.

- Så når vi har haft et emne, der hedder ost, så viser vi her, hvordan man laver ost. Så det teoretiske går hånd i hånd med det praktiske – selvom det er digtialt.

Selvom det kan lyde simpelt, har det fungeret godt for Kold College. Så godt, at mejeristuddannelsen tænker at bruge den fremover, når de skal undervise udenlandske kursister.

- Når vi nu har lært af denne her krise, hvordan vi kan tilbyde et produkt med en digital løsning, der er ligeså godt, så vil vi bruge det, så man kan slippe for flyveturen, siger Bjarke Hammelsvang.

Dansk mejeri ligger i top

Der er mange spillere på mejeristmarkedet, der kigger mod Danmark, når de søger viden inden for området. Ifølge mejeriunderviseren er vi en af de førende lande, når det gælder viden om mejeri.

- Vi har altid haft et stort videnscenter i Danmark med forsøgscentre, der var statsstøttet. Derfor har vi kunne oparbejde en stor og struktureret viden om mejeriteknologi i forhold til så mange andre lande, hvor det har været erfaringsbaseret fra generation til generation, fortæller Bjarke Hammelsvang.

- Det bliver ved med at give et godt renommé, og at vi ligelgedes uddanner nogle gode mejerister med høj kvalitet. Som i øvrigt også er en meget eftertragtet arbejdskraft i udlandet.

Oversigt

    Oversigt