Fynske 7. klasser går i politiskole

Fyns Politi har for andet år arrangereret en dag for fynske 7. klasser, der kommer i en-dagspraktik og lærer om politiets udstyr og arbejde.

Fyns Politi har åbnet øvelsesterrænet ved Højstrup for seks fynske 7. klasser, der onsdag prøver kræfter med politiets udstyr og lærer, hvordan dansk politi arbejder.

Der er tale om en slags en-dagspraktik, hvor klasserne i hold kommer igennem forskellige workshops. Her lærer de først om etik og moral, og så ser de på politiets udrustning og hører, hvordan man bruger den. Endeligt viser politiet, hvordan man med hunde kan standse en mand, sikre et gerningssted samt lede efter spor.

Alt sammen for at vise de unge, at politiet er en spændende og alsidig arbejdsplads. Men det er mere end reklame og fascination af blå blink og udrykning.

- Vi gjorde det også sidste år, og det var utrolig populært, siger Kim Nowak, der er koordinerende uddannelsesleder hos Fyns Politi, og tilføjer:

- Det handler om at at så et frø og vise, hvad politiet er for en virksomhed, så vi kan håbe på at de fremadrettet har lyst til at søge ind til politiet.

Stor interesse

Der var seks 7. klasser igennem dagen sidste år, og igen i år er der seks klasser, der får et særligt indblik i politiets arbejde i en tidlig alder. Og det har indtil videre givet politiet gode erfaringer.

- Erfaringen er at de er vældig glade for det. Flere klasser fra sidste år har meldt tilbage i år, at de vil gerne med igen, og de var lidt skuffede over ikke at kunne være med igen, men det er altså Odense Kommune, der organiserer, hvem der får lov til at deltage, siger Kim Nowak.

Og det kunne let blive til mange flere praktikforløb for skoleklasserne, hvis det stod til Kim Nowak.

- Jeg så gerne, at vi lavede flere af den slags arrangementer, for det er utrolig populært, og der er rigtig mange, der gerne vil med. Men vi er nødt til at begrænse det til en dag, fordi vi har utrolig mange opgaver at løse, så vi har ikke ressourcer til mere lige nu, siger han.

Positivt møde

Kim Nowak var positivt overrasket over flere tosprogede skoler, der sidste år var meget misænksomme over for politet, men som efter besøget gik med et helt andet positivt syn på ordensmagten. Stod det til ham, kunne man sagtens lave mange flere praktikforløb for skoleeleverne.

- Ja det kunne vi sagtens gøre, og det ville også være fantastisk, men lige nu hvor vi er hængt op så meget som vi er, så er det godt at vi overhovedet kan præstere at gøre det her. Vi kan håbe, at vi på et tidspunkt får flere ressourcer til det, men det må tiden vise, siger Kim Nowak.

 

Oversigt

    Oversigt