Fynske arkitekter bag veteranhjem

Det bliver et fynsk arkitektfirma, der skal slå stregerne til det nye veteranhjem i Odense.

De tre odenseanske arkitektfirmaer Creo Arkitekter, Isager Arkitekter og Johannesen Architects er indbudt til en idekonkurrence med forslag til arkitektur og udformning af det kommende veteranhjem.

Mens landets øvrige veteranhjem er rykket ind i allerede eksisterende bygninger, skal veteranhjemmet i Odense altså etableres som et nybyggeri.

Veteranhjemmet skal bygges i haven ved Soldaterhjemmet Dannevirke tæt ved Ansgar Anlæg på Sdr. Boulevard.

Hjemmet skal fungere som et midlertidigt hjem for traumatiserede veteraner, der i en periode har brug for absolut ro og privatliv for at kunne håndtere tilværelsen.

Samtidig skal veteranhjemmet være et naturligt samlingssted for veteraner og deres pårørende.

Byggeriet af veteranhjemmet forventes at gå i gang til september.