Fynske forfattere udveksler fif

David Sparrevohn Mørck og Jesper Bugge Kold har adskillige ting til fælles: De bor på Fyn, de er forfattere, og de debuterede begge i 2014.

2014 var et stort år for Jesper Bugge Kold og David Sparrevohn Mørck. Det projekt, som de hver især havde knoklet med i årevis, blev skudt ud i virkeligheden: Deres debutbog.

For David Sparrevohn Mørcks vedkommende en krimi med sygeplejersken Annette som hovedperson, for Jespers vedkommende en roman om Anden Verdenskrig.

Begge bøger fik en fin modtagelse, og flere er fulgt efter for begge de to forfatteres vedkommende.

Sygeplejerske som hovedperson, hvorfor ikke?

Lidt uden for Odense bor forfatter David Sparrevohn Mørck med sin kone Annette. Sjovt nok hedder hans hovedperson også Annette og en anden central person hedder David.

Et tilfælde? Næppe.

David Sparrevohn Mørck i sit hjem i Ferritslev.
David Sparrevohn Mørck i sit hjem i Ferritslev.
Foto: Morten Albek

David Sparrevohn Mørck debuterede i 2014 med første del af sin krimitrilogi om sygeplejersken Annette, der vikles ind i en række foruroligende og farlige begivenheder.

Siden debuten er David Sparrevohn Mørck udkommet med både bind to og for kort tid siden også bind tre, og han kan nu således binde sløjfe på sit litterære projekt.

Er der ikke nok bøger om Anden Verdenskrig?

Det vil nogen måske nok mene. Men ikke Jesper Bugge Kold, der udover at være forfatter til hverdag er bibliotikar og webudvikler på Svendborg Bibliotek. 

Det var ikke nok for ham at udlåne bøger til andre. Han mente, at der manglede en væsentlig bog på hylderne, og han ville gerne levere den.

Forfatter Jesper Bugge Kold
Forfatter Jesper Bugge Kold
Foto: Christian Petersen

Det blev til debutromanen Vintermænd, der udkom på forlaget Turbine i august 2014.

Vintermænd handler om to brødres oplevelser under Anden Verdenskrig. Romanen sørgede for, at Jesper var blandt de fem nominerede til BogForums Debutantpris 2014.

​Sidenhen er det blevet til yderligere en roman: Land i datid om Østtyskland, kommunismen og Stasi. Til januar udkommer Krigsturisten.

Der har været god vind i de litterære sejl for den skrivende bibliotikar fra Sydfyn. Hans bøger er oversat til tysk og engelsk og udgivet på Amazon, ligesom han har modtaget en række arbejdslegater.

Herreværelse på Borgernes Hus

Mandag mødes de to forfattere i biblioteket i Borgernes Hus i Odense for at tale om deres forfatterskab og udveksle gode fif om, hvordan man får skrevet ikke bare en, men tre bøger på tre år.

Se med på TV2/ FYN klokken 17.30 mandag, hvor du kan møde begge de to fynske forfattere.

Oversigt

    Oversigt