Fynske ingeniørstuderende er attraktive hos virksomhederne

Virksomheder og erhvervsorganisationer har revet billetterne væk ved SDUs årlige Praktik- og Projektdag, hvor de jagter nye, unge medarbejdere

I eftermiddag skal ingeniørstuderende og virksomheder parres til fremtidigt samarbejde, hvor de studerende får sig et praktik- eller projektforløb, og virksomheder i hele landet får ny viden ind i det daglige maskineri.

Det sker, når ingeniøruddannelserne på SDU for tredje gang åbner dørene for årets Praktik- og Projektdag, hvor i alt 40 virksomheder og erhvervsorganisationer vil stå klar – og har været klar den seneste måned, hvor der har været helt udsolgt for at få plads ved de mange stande.

Én af virksomhederne er fynske HYDAC. De har været med på messen alle tre år med stor succes.

- Vi er en vækstvirksomhed med ambition om at vækste med 20 procent hvert eneste år. Derfor har vi et generelt ønske om en tæt dialog med SDU og de studerende. Det er en god måde at få nye medarbejdere, siger Jens Haugaard, der er direktør i virksomheden fra Langeskov.

Formålet med dagen er også at bringe virksomheder og ingeniørstuderende i dialog omkring praktik og projektmuligheder. 

- Mange virksomheder har svært ved lige nu at rekruttere dygtige ingeniører, og derfor laver vi dette arrangement. Parterne skal kigge hinanden i øjnene. Virksomhederne kan profilere sig over for de studerende, og de studerende kan omvendt høre, hvad der er af muligheder for dem, siger Lone Søvad Madsen, som er innovationskonsulent på Det Tekniske Fakultet på SDU.

Selvom Praktik- og Projektdagen har tre år på bagen, har Det Tekniske Fakultet endnu ikke undersøgt, hvor mange virksomheder og studerende der er blevet parret på baggrund af dagen.

- Vi har endnu ikke målt på, hvem og hvor mange der efterfølgende har fået et job eller en praktikstilling, men virksomhederne kommer igen, fordi de har haft succes med at finde de rigtige personer, siger Lone Søvad Madsen.

Og Jens Haugaard fra HYDAC vil da heller ikke afvise, at de igen ansætter nye folk på baggrund af arrangementet onsdag eftermiddag på SDU.

- Hvis nogen byder sig til, tager vi dem med det samme. Det handler også meget om personlighed, og er der en, vi falder for, vil vi meget gerne have personen i praktik med det samme.

Virksomhedernes repræsentanter kan møde studerende fra alle studieretninger ved Det Tekniske Fakultet – og i 2015 kom ca. 800 studerende forbi til en dialog om projekt, praktik, studiejob eller måske endda en karrierevej efter studierne. 

 

 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt