Fynske Laura er med i ny musical om dronningen
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Fynske Laura Vesti skulle længe holde holde på en hemmelighed, da hun blev nemlig udvalgt til at være med i ensemblet, der skulle være med i musicalen "Margrethe", allerede mens hun gik på musicaluddannelsen i Fredericia sidste år.
- Der var mange til audition på den nye forestilling. Det var lidt specielt, for musicalen var jo ikke skrevet endnu, så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle spille. Men det var også rart at vide, at der lå en arbejdsopgave og ventede, når jeg var færdig med min uddannelse, siger hun.
Musicalen Margrethe havde premiere på Det Kongelige Teaters Gamle Scene den 23. juni i år. Forestillingen er sat op og produceret af Mikkel Rønnov Musicals og kan også opleves i Odense, hvor de spiller fredag og lørdag i denne uge. Den sættes op i Odeon.
- Jeg spiller dronningens hofdame, ballerina og journalist. Det er vildt inspirerende at være med i så stor en produktion, og så er det jo et magisk rum at optræde i, fortæller hun.
Musicalen Margrethe er en fortælling, som fletter H.M. Dronning Margrethes historie sammen med Danmarks historie fra 1940 til i dag. Det er Matador-stjernen Ulla Henningsen, skuespiller og sanger Xenia Lach-Nielsen, stortalentet Emilie Groth og en barneskuespiller, som spiller Danmarks dronning i fire forskellige aldre. Peter Schrøder spiller H.K.H. Prins Henrik, og Kristian Boland spiller Dronning Margrethes far Kong Frederik IX.
- At spille sammen med så erfarne skuespillere giver mig en masse. De har en ro i det de gør, som jeg gerne vil lære. Det var meget intenst, da vi havde premiere, og jeg havde lidt nerver på. Men jeg glad for, at musicalen overvejende er blevet godt modtaget, siger hun.