Fynske motionsmaskiner måske med på månerejse

Et fynsk rumfartsfirma skal lave træningsudstyr til Den Europæiske Rumorganisation, ESA. Målet er at få udstyret med på rumrejsen til månen.

Astronauter skal sandsynligvis motionere på fynsk træningsudstyr, når de i fremtiden rejser til månen. 

Danish Aerospace Company, DAC, der ligger i Odense, har nemlig indgået en kontrakt med Den Europæiske Rumorganisation, ESA, om at bygge avanceret træningsudstyr, som skal holde astronauterne i god form. 

Det er en meget vigtig kontrakt at få for det fynske rumfartsfirma. 

- Dette initiativ er et stort skridt fremad for Danish Aerospace Company, siger Thomas A. E. Andersen, der direktør i Danish Aerospace Company, i en pressemeddelelse. 

quote Vores lange erfaring vil komme os til gavn, når vi skal finjustere vores træningssystem

Thomas A. E. Andersen, direktør i Danish Aerospace Company

Det fynske rumfartsfirma er det første i verden til at udvikle udstyret, som blandt andet kan komme til at skulle bruges på rejser til månen og andre fjerne destinationer. Det er kun få virksomheder i verden, der overhovedet bygger træningsudstyr til astronauter, der befinder sig i rummet. 

Erfaring giver resultatet

Det er mange års erfaring, der nu kulminerer i kontrakten med ESA.

Faktisk har fynboerne leveret kondicykler til astronauter på rumfærger siden 1992, og de har mere end 25 års erfaring med at udvikle og bygge træningsudstyr til missionerne i rummet. 

- Vores lange erfaring vil komme os til gavn, når vi skal finjustere vores træningssystem, så det – hvis det bliver valgt – kan opfylde træningsbehovet for astronauter, siger Thomas A. E. Andersen. 

Udstyret kombinerer cykling, roning og vægtløftningsøvelser i én maskine. Ud over maskinen, som astronauterne skal bruge i rummet, skal DAC også levere noget medicinsk udstyr til overvågning og måling af astronauternes kondition. 

Allerede i rummet om et par år

Planen er, at der først skal udvikles og bygges en tidlig "Flight Model" til de indledende prøver, som finder sted på den Internationale Rumstation i slutningen af 2019. 

Derefter venter arbejdet med den helt rigtige og fulde "Flight Model" til rejsen i rummet. Den bliver højst sandsynligt lanceret og afprøvet i slutningen af 2020. 

 

Oversigt

    Oversigt