Fynske Motorvej var spærret af frygt for muligt stenkast

Fynske Motorvej var spærret af frygt for stenkast mandag aften.

Fynske Motorvej var mandag aften blevet spærret i retningen mellem afkørsel 52 og 51 i østgående retning. Motorvejen var spærret i halvanden time, mens Fyns Politi undersøgte området. 

I første omgang lød der ingen melding om, hvorfor motorvejen var spærret. Siden blev det meldt ud som værende et uheld, og nu hvor efterforskningen er afsluttet, kan Fyns Politi fortælle, at de undersøgte området for et muligt stenkast.

- I starten troede vi, at det var et stenkast ved motorvejsbroen ved afkørslen. Det var derfor, vi reagerede hurtigt og voldsomt og spærrede begge spor, siger vagtchef ved Fyns Politi Hans Jørgen Larsen. 

Chokeret chauffør

En 25 meter lang varelastbil var kørt under motorvejsbroen, hvor chaufføren har hørt soltaget i lastbilen sprække. 

- Chaufføren bliver selvfølgelig mega bange og chokeret i det, at det her sker, siger Hans Jørgen Larsen. 

Fyns Politi ankommer efterfølgende til stedet, og begynder at undersøge, hvad det er, der kan have knust soltaget på lastbilen. 

- Vi får fat i teknikere, lys, afspærringer med mere, for at undersøge, hvad det er der har knust ruden, siger vagtchefen. 

Tager ikke let på mulige stenkast

Efter godt halvanden times undersøgelse og afspærring af motorvejen ender Fyns Politi med en konklusion.

- Vores konklusion det er, at det ikke er et stenkast, men en naturlig hændelse, der har resulteret i det knuste soltag, siger vagtchefen. 

Mulige stenkast på Fynske Motorvej er ikke noget Fyns Politi tager let på.

- Både vores efterforskere og teknikere har god erfaring med, hvordan man skal håndtere den slags, siger Hans Jørgen Larsen og fortsætter:

- Vi var klar, hvis det skulle have vist sig at være et stenkast.

Afslutningsvis beklager vagtchefen, at undersøgelserne ved motorvejsbroen har forstyrret juletrafikken.

Motorvejen er åbnet igen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt