Fynske plejecentre er ulovlige

Det er en kompliceret sag, at får styr på brandsikkerheden på plejehjem og i plejeboliger, siger Odense Kommune. Brandsikkerheden halter på mange fynske plejecentre, viser rapport.

Der er problemer med brandsikkerheden på mange fynske plejehjem og i plejeboliger, viser en rapport fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

Værst ser det ud i Odense Kommune. Her er der problemer med brandsikkerheden i 21 ejendomme.

Blandt andet kan det gå helt galt, hvis der udbryder brand hos Støttecentret Solfaldsvej i Odense C. 

Der er ingen sprinklere i lofterne, og det er ifølge kommunens afdelingschef i Drift og Anlæg, Henrik Littau-Jensen, ikke bare den største mangel, men også det mest komplicerede at løse.

- Den største mangel det er, at der er nogle ejendomme, hvor der mangler sprinkleranlæg.

- Så har der været nogle ejendomme, hvor der mangler nogle mindre ting. Der har været nogle flugtvejsskilte, og der er nogle steder, hvor der mangler nogle slangevindere. Men det er sprinkleranlæg, som er det mest komplicerede, siger Henrik Littau-Jensen. 

Ældre Sagen undrer sig

I Odense er der lange udsigter til en lovliggørelse af plejecentrene. Kommunen har oplyst, at man kan løse problemet i juni 2021.

Det får seniorkonsulent hos Ældre Sagen Nina Bruun til at reagere. Hun undrer sig over, at der går et år før brandsikkerheden er på plads.

- Det er vigtigt at notere, at denne undersøgelse blev sat i gang allerede i 2018, så de her forhold er blevet opdaget for to år siden. Og hvis vi lægger yderligere et år til, så er det altså tre års reaktionstid, siger Nina Bruun.

De ældre kan ikke redde sig selv

Lige præcis sprinklerne kan være med til at sikre de ældres sikkerhed. 

- Det de gør, det er jo virkelig at kontrollere branden og slukker den også i nogle tilfælde. Men det hindrer også, at branden breder sig til andre rum, og dermed redder det andre liv, siger ekspert Ib Bertelsen fra Dansk Brand og Sikringsteknisk Institut.

Han tilføjer, at manglende brandsikkerhed på lige præcis plejehjem og i plejeboliger er ekstra risikabelt.

- Fordi de mennesker, der er på et plejehjem, ikke er selvhjulpne. Og det er væsentlig anderledes, end hvis du er på for eksempel et kollegie, hvor det er forholdsvis unge mennesker, der jo godt kan redde sig selv ud i langt de fleste tilfælde, siger Ib Bertelsen.

Nina Bruun er ikke i tvivl om, hvad manglende sprinklere kan betyde for plejecentrenes beboere.

- Hver sekund og hvert minut tæller. Det er afgørende for beboerne, men i den grad også for de pårørende, som jo skal kunne sidde hjemme i tryg forvisning om, at deres ældre er i sikkerhed, siger Ældre Sagens seniorkonsulent.

Men ifølge Odense Kommune vil man altså først kunne løse problemet i juni 2021. Og det har en årsag, forklarer afdelingschefen i Drift og Anlæg, Henrik Littau-Jensen.

- Sprinkleranlægget er kompliceret at installere, og der er man nødt til at tage de forskellige lokale forhold ad notam.

- Det skal også udbydes, og der skal køres en proces på det. Derfor tager det noget tid at få lavet et anlæg, forklarer Henrik Littau-Jensen.

I mellemtiden må man i Odense bruge ti millioner kroner på ekstra nattevagter på grund af brandfare.

Ifølge rapporten har Faaborg-Midtfyn Kommune i to ejendomme også problemer med brandsikkerheden i en sådan grad, at forholdene kategoriseres som ulovlige.

Faaborg-Midtfyn Kommune oplyser mandag til TV 2 Fyn, at der arbejdes på sagen og at bygningerne vil være gjort lovlige senest ved udgangen af 2020.

Oversigt

    Oversigt