Det er en kendsgerning efter en historisk finalesejr på 3-2 over Indonesien søndag.
Otte gange før har Danmark været i finalen ved Thomas Cup uden at vinde, men niende gang lykkedes det.
Danmark stod senest i finalekampen i Thomas Cup i 2006.
I den sidste og afgørende kamp vandt Hans-Kristian Vittinghus i tredje herresingle over Ihsan Mustofa med 21-15, 21-7.
I hallen i Kunshan åbnede Viktor Axelsen i første herresingle med en sejr i to sæt over Tommy Sugiarto, før Indonesien udlignede til 1-1 i den første af to doubler.
Jan Ø. Jørgensen bragte Danmark på 2-1 med en knusende sikker singlesejr over Anthony Ginting i anden herresingle.
Det gav Danmark to matchbolde i den samlede stilling.
Den første havde Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen i doublen, som det indonesiske par vandt 21-16, 21-14.
Dermed lå hele afgørelsen på skuldrene af Hans-Kristian Vittinghus og 20-årige Ihsan Mustofa i den sidste og afgørende kamp.
De to rangerer som henholdsvis nummer 13 og 31 på verdensranglisten, og Vittinghus efterlod ingen tvivl om, hvor den store pokal skulle hen.