Gæsterne bliver hjemme: Scandic Odense lukker midlertidigt

Scandic lukker 19 ud af 27 hoteller henover jul og nytår på grund af følgevirkningerne af coronaviruspandemien.

Hotelkæden Scandic har midlertidigt lukket 19 ud af 27 hoteller i Danmark som følge af de seneste restriktioner i kampen mod coronavirus.

Det oplyser hotelkæden i en pressemeddelelse.

Et af de steder, der bliver ramt af lukningen, er kædens hotel i Odense SV. Hotellet lukker ned fra 20. december til og med 3. januar.

- Har du booket overnatning på hotellet i denne periode, kontakter vi dig hurtigst muligt. Vi beklager ulejligheden, skriver hotellet på sin hjemmeside.

Ifølge Søren Faerber, Scandics administrerende direktør i Danmark, sker nedlukningen blandt andet, fordi gæsterne har droppet at tage på juleture.

- Folk har traditioner med at tage afsted og brug en weekend på at juleshoppe, gå på julemarked og i biografen. Men med den seneste nedlukning er der ikke grund til at tage ud, for næsten intet har åbent, siger Søren Faerber.

Han frygter, at de nuværende tiltag kommer til at give store efterdønninger i hotelbranchen.

- De skærpede restriktioner i Danmark vil få store konsekvenser for hele branchen. Vi er en branche, der i forvejen er i knæ, og de udvidede nedlukninger i Danmark vil endnu engang gøre ondt i forhold til efterspørgslen og påvirke vores forretning negativt. Det betyder, at vi igen midlertidigt må lukke ned for 19 af vores hoteller, siger Søren Faerber.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt