Gas-penge: Folkeskolen i Odense styrkes med 85 millioner

Forligspartierne bag salget af Odenses del af NGF Nature Energy, det tidligere Naturgas Fyn, er blevet enige om at pengene skal bruges på folkeskolen.

Der er onsdag aften indgået bredt forlig i byrådet i Odense om udmøntningen af de penge, som kommunen har fået fra salget af sin andel af NGF Nature Energy, det tidligere Naturgas Fyn.

Provenuet for salget vil de kommende år blive brugt til at styrke skolerne i Odense. Det drejer sig om i alt 85 millioner kroner. 

De 25 millioner kroner tilfalder skolerne allerede i 2019 og skal bruges til at sikre et bedre indeklima. De resterende 60 millioner kroner udbetales over de kommende ti år. Betalingerne brydes op for at minimere modregning i bloktilskuddet.

- Vi besluttede at gå to veje. 26 millioner på indeklima - der er mange steder, hvor det enten er for varmt eller koldt. At temperaturen simpelthen er uregerlig, så det vil vi gerne gøre bedre, forklarer borgmester Peter Rahbæk Juel (S) til TV 2/Fyn.

Der vil desuden blive investeret i en ti-årig strategi for at øge teknologi-forståelsen hos folkeskoleeleverne.

- I forvejen er Odense jo kendt som en robot-by, vi har stærke teknologi-miljøer, vi vil gerne sikre, at vores børn bliver kritiske kendere af teknologi, så de kan mestre teknologiens sprog i fremtiden, siger Peter Rahbæk Juel, og tilføjer, at håbet er at de penge der gives ud, kan bruges til at få støtte fra fonde, og på den måde få puljen til at vokse.

- Det er vidnesbyrd om, at vi som by vil teknologien, vi vil robotterne, men vi vil også sikre at vores børn bliver klædt godt på til, at kunne kontrolle deres data og være kritiske overfor teknologi. Og også tilegne sig de evner der gør, at vi bliver en hel robot-by.

Hvorfor går penge til folkeskolen?

- Vi er enige om, at når vi sælger af arvesølvet, så skal det komme de kommende generationer til gavn på bedst mulige måde. Og vi er enige om, at vi har nogle helt unikke styrker og positioner på teknologiomårdet, og det vil vi gerne gøre vores børn klar til at drage nytte af - både på kunnen og færdigheder, siger Peter Rahbæk Juel.

De købte arvesølvet

I alt otte fynske kommuner solgte ud af arvesølvet, da NGF Nature Energy blev overtaget af den britiske kapitalfond Pioneer Point Partners. Med i ejerkredsen er også den amerikanske kapitalfond Davidson Kempner og det danske pensionsselskab Sampension. 

Salgsprocessen var meget lukket overfor offentligheden - ifølge borgmestrene for at sikre så høj en pris som muligt - penge, som politikerne i Odense nu har øremærket folkeskolen.

 
 
Foto: Jesper Buch

 

Oversigt

    Oversigt