Gemte alarmerende brandrapport væk: Børn blev passet i brandfælde i årevis

Omkring 70 børn i Tarup Børnehus er med Odense Kommunes viden i halvandet år blevet passet i en regulær brandfælde. Kommunen reagerede først for fire uger siden på en brandrapport fra 2021, der slog fast, at der slet ikke burde være børn i bygningen.

Store hvide telte opstillet på legepladsen har i fire uger været børnenes opholdsrum i Tarup Børnehus. Børnene har kun måttet gå ind og bruge garderoben og toiletterne sammen med en voksen.

- Vi fik en besked på Aula fra institutionslederen fredag, om at der fra mandag sker nogle ændringer. Så kan vores børn ikke møde ind på samme vilkår, som de gjorde i børnehuset, siger Melcijana Salispahic Starcevic, der er næstformand i forældrerådet i Tarup Børnehus.

Den brandtekniske rapport fra Rambøll er fra 2021. Men i april i år bad en medarbejder i kommunen en ny brandinspektør om at kigge på børnehaven igen. Han bekræftede alle manglerne i den halvanden år gamle rapport fra Rambøll.

Lidt af et chok

Og så gik det pludselig stærkt med at få børnene evakueret til telte.

- Lige til at starte med får man lidt af et chok og tænker: Hold da op, hvad er der sket, og hvordan har man fundet ud af det? Hvordan kan være, at vi ikke har fået noget at vide, så vi lige kunne forberede os på det, lyder det fra Christina Nielsen, der er formand for forældrerådet.

Forældrene fik besked fredag den 28. april. Lørdag blev der rejst telte. Og mandag den 1. maj var børnehaven lukket af, og borde og stole var flyttet til teltene, der indtil videre skal fungere, som børnenes børnehave.

- Den begrundelse, vi har fået, er, at brandsikkerheden ikke levede op til standarden nu her, så bygningen kunne ikke bruges, så derfor måtte man ikke opholde sig i den og bruge arealet, siger Christina Nielsen.

I By- og Kulturforvaltningen, der er ansvarlig for bygningerne i kommunens daginstitutioner, fik direktøren først torsdag den 27. april besked om situationen i Tarup Børnehus.

Kan du forstå, at der virker drastisk og dramatisk på forældrene, at de får besked fredag, og mandag er der en helt ny situation for deres børn?

- Ja, jeg kan jeg godt forstå, at de kan opfatte det som dramatisk. Men jeg mener ikke, at der findes en bedre måde at håndtere det på, siger direktøren for By- og Kulturforvaltningen, Erik Jespersen.

Bygning ikke egnet til børn

Ifølge den brandtekniske rapport fra Rambøll har børn og voksne i tilfælde af brand været i overhængende fare.

Uddrag fra Rambølls brandtekniske rapport:

Hverken fra indgang, garderobe, legerum, soverum, køkken, opholdsrum og personalerum har der været flugtveje.

I garderobe, soverum og to opholdsrum har der ikke været redningsåbninger – og rapporten konkluderer, at der i flere rum var flere personer i forhold til hvor mange redningsåbninger, der skal være.

Dørene i institutionen er ikke branddøre, og i flere tilfælde er der et stort hul i dørene i strid med brandreglerne
Dørene i institutionen er ikke branddøre, og i flere tilfælde er der et stort hul i dørene i strid med brandreglerne
Foto: Thomas Larsen-Bjerre / Skærmbillede

Hele bygningen er opført uden brandceller, som overholder klassifikationen, og dørene er hullede og defekte, og er ikke branddøre.

Konklusionen i rapporten er, at "Rambøll ikke vurderer byggeriet egnet til anvendelse for ikke-selvhjulpne personer som daginstitutionen eller lignende". 

- Det er foruroligende. Vi sender vores børn afsted i god tro om, at børnehaven lever op til de krav brandmyndighederne har stillet. Så på den måde synes jeg ikke, at det er sjovt at få så noget at vide, siger Christina Nielsen.

- Det synes jeg jo faktisk er skuffende. Tanken strejfer jo en, hvad nu, hvis der var sket et uheld, det synes jeg er enormt skuffende og ikke okay, lyder det Melcijana Salispahic Starcevic.

Rambøll konstaterer, at der mangler både flugtveje og redningsåbninger i flere rum.
Rambøll konstaterer, at der mangler både flugtveje og redningsåbninger i flere rum.
Foto: Thomas Larsen-Bjerre / Skærmbillede

Rapport blev lagt i en bunke

Odense Kommune har ikke noget klart svar på, hvor lang tid børnene er blevet passet i bygningen, der kunne have været livsfarlig for børnene i tilfælde af brand.

- Vi kan i hvert fald konstatere, at børnehuset ikke har levet op til de brandtekniske krav fra december 2021 og til nu. Hvad der måtte ligge forud for den tid, det kan jeg ikke svare på, siger direktøren for By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune.

Til gengæld har direktøren for By- og Kulturforvaltningen nu fået klarlagt, hvad der er årsagen til, at ingen reagerede på rapporten og lod den samle støv i halvanden år.

- Der er sket det rigtige beklagelige, og meget utilfredsstillende, at da den pågældende medarbejder præsenterer rapporten for sin leder, beslutter lederen sig for, at den skal lægges hen i en prioriteringsbunke med andre sager, der skal prioriteres. Det var en meget forkert beslutning af den pågældende leder. Men det er det, der er årsagen til at der ikke er blevet taget action på den i december 2021.

Får det her nogle konsekvenser for procedure eller medarbejdere i forvaltningen?

- Man kan sige, at den medarbejder der, initierer hele undersøgelsen, han har gjort det man forventer af en medarbejder, så det er rigtigt fint. Den pågældende ledelse, der var ansat i forvaltningen på det tidspunkt på det her område, er ikke længere ansat hos os.

Er det en konsekvens af denne sag?

- De er ikke længere ansat hos os, lyder svaret fra Erik Jespersen.

Pavillon på vej

Børnene skal nu passes i telte til efter sommerferien. Herefter flytter de ind i en ny pavillon, der bliver sat op på en parkeringsplads hos Fyens Rideklub , der er nabo til Tarup Børnehave.

- Vi forventer, at der skal ske en større ombygning af Tarup Børnehus, og det kan komme til at tage længere tid, og så vurderer vi ikke, at den nuværende teltløsning er holdbar. Derfor skal vi have en løsning, der er længere holdbar end den nuværende teltløsning, siger direktøren.

By- og Kulturforvaltningen har endnu ikke overblik over, hvad der skal ske med Tarup Børnehus, og hvornår børnene igen kan flytte ind deres rigtige børnehave. 

Efter sommerferien flytter børnene ind i en midlertid pavillon, der bliver stillet op på rideskolen ved siden af børnehaven.
Efter sommerferien flytter børnene ind i en midlertid pavillon, der bliver stillet op på rideskolen ved siden af børnehaven.
Foto: Thomas Larsen-Bjerre / Skærmbillede


Oversigt

    Oversigt