Genåbning gik uden om storcentre: - Vi havde håbet vanvittigt meget

På trods af hjælpepakker må butiksejerne bruge noget af pensionsopsparingen. Storcentre håber på genåbning senest mandag efter påske.

quote Vi havde håbet vanvittigt meget, at vi var med i denne åbning

Kim Lynbech, centerchef, Tarup Center

Da der torsdag kom melding om nye genåbninger kunne man nærmest høre et skuffelsens suk i det fynske erhvervsliv.

Der blev hverken nævnt tatøverer, frisører, kørelærere eller massører. Og indkøbscentrene var heller ikke at finde i pressemeddelelsen fra Statsministeriet.

- Vi havde håbet vanvittigt meget, at vi var med i denne åbning, siger Kim Lynbech, centerchef i Tarup Center, og tilføjer:

- Det er klart, at jo længere tid vi har lukket, jo hårdere er det for vores forretninger.

Måske efter påske

Kim Lynbechs kollega i Rosengårdcentret, Casper Bach Andersen, er mindst ligeså skuffet over, at det heller blev i denne omgang, at centrenes mange kvadratmeter under tag igen skulle fyldes med kunder.

- Især når man kigger på de beregninger, der kom i går, og når man kigger på, at der er 100.000 arbejdspladser i storcentrene i hele Danmark, siger Casper Bach Andersen.

Blot 20 ud af de 150 butikker i Rosengårdcenteret må holde åbent, mens det er 11 ud af 44 butikker i Tarup Center, som må holde åbent.

Og som det ser ud nu, må de øvrige butikker vente med at åbne til efter påske. Det betyder, at butikkerne går glip af en af årets største omsætningsuger.

De farvede gader i Rosengårdscenteret ligger nærmest øde hen for tiden. Og det ser ud til, at der stadig er et stykke tid til gaderne igen kan åbne for shoppende gæster.
De farvede gader i Rosengårdscenteret ligger nærmest øde hen for tiden. Og det ser ud til, at der stadig er et stykke tid til gaderne igen kan åbne for shoppende gæster.
Foto: Pernille Gram

Hjælpepakker justeret

Fredag eftermiddag blev et bredt flertal af Folketingets partier er enige om, at justere hjælpepakkerne for at hjælpe tvangslukkede butikker i storcentre.

Aftalepartierne er enige om at hæve loftet i faste omkostninger i den såkaldte light-ordning med 50 procent. Dermed kan tvangslukkede butikker fremover få kompensation for op til 150.000 kroner af de faste omkostninger.

I forlængelse heraf vil man forsøge at hæve det samlede loft for støtte. Det nuværende loft er på 1,5 millioner kroner per virksomhed.

Ændringerne kan gavne restauranter, caféer og kædebutikker, der har butikker i tvangslukkede storcentre, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Opsparingen udhules

- Vi er pænt priviligerede i Danmark, at vi har den mulighed, men hver eneste måned er den enkelte butik stadig nødt til at bruge noget af pensionsopsparingen for at holde forretningen i live, siger Kim Lynbech.

Casper Bach Andersen mener, at storcentrenes mange kvadratmeter bør kunne udnyttes.

- Når afstand er vigtigt, så er det fjollet ikke at udnytte alle de her kvadratmeter, så smittetrykket efter påske ikke stiger, siger centerchefen i Rosengårdcentret.

På mandag om ti dage tages der hul på påskeugen, så spørgsmålet er så, om centercheferne kan vente til mandag efter påske, altså den 6. april.

- Det bliver vi så nødt til, og det glæder vi os også til, men som det måske ser ud, så kan det være den faktisk også bliver rykket lidt.

Om det bliver storcentrenes tur den 6. april, eller om de skal vente længere vides endnu ikke. Efter torsdagens melding om genåbning er sundhedsmyndighederne fortsat i færd med at regne på mulighederne for yderligere åbning. De udregninger skal bruges, når partierne på Christiansborg mandag fortsætter forhandlingerne.

Fakta om mandagens genåbning

Oversigt

    Oversigt